Lokalpolitik

SF-idé gav ophedet debat

Kontroversielt forslag fra SF om den nye døgninstitution på Nordre Strandvej blev afvist

Den meget omtalte døgninstitution for unge var genstand for en lang og velbesøgt debat i byrådssalen. Det blev en lang og ophedet diskussion, som bundede i et forslag fra SF's Paul Rode Andersen. Han ville have byrådet til "at afklare, om der kan placeres en institution i området". - Hvis der ikke på det her tidspunkt er flertal bag placeringen, så giver det ikke nogen mening at starte processen, argumenterede han. Der var altså ikke tale om en bindende afstemning, men blot en tilkendegivelse fra byrådets side. Mærkelig fremgangsmåde Alligevel er forslaget kontroversielt, fordi lokalplanen ikke har været til offentlig høring endnu. I en offentlig høring har borgere mulighed for at argumentere imod en lokalplan og de argumenter skal byrådet tage med i deres endelige beslutning. En afstemning allerede nu ville derfor, selvom den ikke ville være bindende, omgå den normale demokratiske proces. - Det er en mærkelig fremgangsmåde, der her bliver lagt op til, sagde Venstres John Christensen. - En afstemning nu ville kollapse demokratiet, sagde Erik Sørensen (S). 4 ugers dialog Et enigt byråd, undtagen SF, valgte derfor at stemme nej til Paul Rode Andersens forslag. Det blev til gengæld til et ja til en såkaldt foroffentlighedsfase. Det er en periode på fire uger, som byrådet vil bruge på dialog med naboerne, inden de ændrer lokalplanen. I praksis er det et stort tilbageslag for forslaget om den nuværende placering på Nordre Strandvej. Det er nemlig meget nemmere for byrådet at finde en ny placering, inden lokalplanen er blevet ændret. - Der kommer aldrig til at være en institution deroppe nu. Ikke sådan som det er gået i aften, sagde Erik Kyed Trolle(S) efter debatten. Hos det parti, der har været den varmeste fortaler for placeringen, ser man også onsdagens resultat som et nederlag. - Det er rent pseudodemokrati at indlede en foroffentlighedsfase nu. Der bliver under ingen omstændigheder flertal for den placering, siger Paul Rode Andersen.