EMNER

SF-indlæg vil gavne Dansk Folkeparti

MULTIETNISK:SF har en meget modig folketingskandidat. Han hedder Bent H. Jørgensen og stiller op i Hjørringkredsen. Alligevel har han (2.9.) skrevet i avisen, at han hellere vil bo på Nørrebro i København. Der er indbyggerne nemlig spændende og multietniske, i modsætning til de kedelige vendelboer af sædvanlig dansk landrace. Desuden er indvandrerkvinderne frodige og får masser af børn, som utvivlsomt vil redde Danmarks økonomi i fremtiden, selv om de lige i øjeblikket mest fylder op i arbejdsløsheds- og kriminalstatistikken. Endelig kan Bent mærke på sig selv, at indbyggerne på Nørrebro er meget mere tolerante over for fremmede, end vi vendelboer. Derfor vil Nørrebro gå en stor fremtid i møde, hvor dygtige indvandrere sælger Nørrebros produkter til hele verden, medens vi vendelboer må dreje nøglen om og berede os på en alderdom uden folkepension. Jeg skal ikke anfægte Bents synspunkter. De taler efter min mening smukt for sig selv. Men jeg føler, jeg bør tilhviske Bent, at hans indlæg formentlig vil skaffe mange nye vælgere til Dansk Folkeparti.