SF: Katastrofepenge går fra de fattige

420 millioner kroner. Det er, hvad regeringen indtil videre vil give til Asien, men SF kritiserer nu bidraget for at være gamle penge, som kommer til at mangle andre steder - Der er fattige mennesker, der kommer til at lide på grund af det her, og det synes vi ikke, kan være meningen, siger miljøordfører Jørn Jespersen. Han hæfter sig ved, at de 120 millioner er penge, som komme ved at fremrykke miljøinvesteringer i Thailand og Indonesien. Dermed mener han, at pengene kommer til at mangle senere. - Det indtryk, man fik i satsministerens nytårstale var, at pengene var ekstrabevillinger, og det synes vi ville være det rigtige i stedet for at tage det fra den ene procent, vi giver i udviklingsbistand, siger han. Hos Venstre en medlem af Udenrigsudvalget, Henrik Vestergaard, uforstående over for kritikken. Han hæfter sig ved, at Anders Fogh Rasmussen har signaleret, at regeringen er klar til at bryde rammen for udviklingsbistand, og at det derfor ikke er et problem, hvor pengene kommer fra lige nu.. - Jeg synes, det er positivt, at vi fremrykker miljøpenge i netop de lande, hvor der er brug for det. Det er noget pjat at diskutere, hvor pengene kommer fra. Det vigtigste er, at de her mennesker bliver hjulpet her og nu. Så må vi se, hvad der ellers skal bruges penge til hen ad vejen, siger Henrik Vestergaard. Socialdemokraterne regner også med, at regeringen finder ekstra penge. - Det er jo ikke sådan, at der ikke er brug for udviklingsbistand andre steder. Vi ønsker, at den generelle danske indsats skal øges, og det har vi en forståelse med regeringen om, siger udenrigsordfører Jeppe Kofod.