SF kræver bedre forhold for flygtninge

- Kommunen må spæde starthjælpen op, mener lokale SF’ere, der kalder behandlingenaf flygtninge for brutal og usmagelig

Anders Kjærgaard
Søren Visti Jensen, Sæby: - Vi behandler flygtninge brutalt.arkivfoto: kim dahl hansen
EMNER 10. marts 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: Det danske samfund behandler flygtninge brutalt, usmageligt, umenneskeligt og dybt usympatisk. Det mener de to SF’ere i Frederikshavn Byråd, Søren Visti Jensen og Paul Rode Andersen. De foreslår derfor, at kommunen spæder den statslige starthjælp op med forskellige ydelser, så flygtninge kan leve et fornuftigt liv Siden 1. juli 2002 er nytilkomne flygtninge blevet forsørget af henholdsvis starthjælp og introduktionsydelse. Introduktionsydelsen udbetales de første tre år, hvorefter flygtninge og familiesammenførte overgår til starthjælp. Beløbssatserne for introduktionsydelse og starthjælp er identiske. Så langt så godt. - Problemet er, at starthjælpen er mindst 35 pct. lavere end kontanthjælpen, som indtil den borgerlige regerings magtovertagelse var den laveste forsørgelsesydelse, lyder meldingen fra de to SF’ere. Starthjælpen er for en enlig 5.638 kroner om måneden (brutto), mens en enlig kontanthjælpsmodtager til sammenligning modtager 8.749 kroner (2006-tal). Et par med tre børn på starthjælp modtager 11.698 kroner om måneden, mens en tilsvarende familie på kontanthjælp modtager 23.250 kroner. Denne forskelsbehandling er et kæmpe problem, mener SF’erne. - Familier på starthjælp lider afsavn både materielt og socialt. For nogle er der tale om at undvære sund og nærende mad, for andre om ikke at have råd til tøj og sko. Som altid er børnene de største tabere, fordi de ikke har råd til de materielle goder, som deres jævnaldrende har: Mobiltelefon, cykel, klubmedlemskab, børnefødselsdag. Derved hæmmes børnenes integration, siger Søren Visti Jensen og Paul Rode Andersen. Kommunerne har dog mulighed for at kompesere de lave startydelser, og det er netop det, SF nu lægger op til skal ske i Frederikshavn Kommune. - Man kan kompensere ved at dække udgifter til enkeltydelser. Det kan være transport, medicin, psykolog, briller, tandbehandling, fysioterapi, etablering, børnepakke/babypakke og meget andet, siger SF’erne. Og netop dette tema har de bedt Arbejdsmarkedsudvalget tage op på sit møde mandag - naturligvis med henblik på, at flygtninge skal have bedre økonomiske forhold. - I den gamle Frederikshavn Kommunes Integrationsråd lagde vi ofte ører til, hvor svært det var for flygtninge at få suppleret den lave starthjælp på grund af en ganske restriktiv fortolkning af loven fra sagsbehandlernes side, og det har ført til anker til Det Sociale Nævn, siger SF’erne De beder derfor desuden om en redegørelse for: { Hvor mange anmodninger om enkeltydelser der har været i de tre gamle kommuner i 2005 og 2006. { Hvor mange afslag der har været { Hvilke begrundelser der har været på afslagene { Hvor mange afslag der er blevet anket { Hvor mange sager Det Sociale Nævn har hjemvist til ny behandling i de tre gamle kommuner”

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...