SF lærte intet af erhvervsvisit

Villy Søvndal havde fint besøg på SF-landsmødet forleden. Jo, der var skam en direktør – en erhvervsleder.

Novozymes førstemand, Steen Riisgaard, var skam på en kort visit som en af flere gæstetalere. Det ville ikke være en nyhed hos Venstre, som repræsenterer medlemmer fra alle dele af samfundet. Men det blev unægtelig en stor begivenhed hos SF, at de ligefrem fik besøg af en dansk erhvervsleder. Selvfølgelig glædeligt, at SF ligefrem inviterer en direktør ind på sit landsmøde. Det burde fremme forståelsen for, at det velfærdssamfund, vi alle glæder os over, hviler på et stærkt erhvervsliv. Dansk erhvervsliv, danske virksomheder, dansk eksport, dansk konkurrenceevne er altafgørende for, om vi overhovedet har velfærd i Danmark. Sådan er det jo. Men blev Villy og SF så klogere af besøget? Lyttede SF til den besøgende direktør og hans oplevelser af den skarpe konkurrence, danske virksomheder oplever på de internationale eksportmarkeder? Har SF forstået behovet for at gøre Danmark og dansk erhvervsliv attraktivt som arbejdsplads for internationale specialister? Prioriterer SF dansk erhvervsliv? Prioriterer SF Danmarks internationale konkurrenceevne? Er SF-formanden klar til at ændre S-SF’s fælles skattepolitik med nye skattetidsler til erhvervslivet og danske lønmodtagere? Svaret fik vi også på landsmødet. SF lærte intet af erhvervsvisitten. SF står fast på S-SF’s skatteudspil. SF tror stadig, at Danmark får flere arbejdspladser med højere erhvervsskatter og højere skatter på danske lønmodtagere under en finanskrise, hvor dansk erhvervsliv har tabt tusinder af arbejdspladser, og mange lønmodtagere stadig har frygt for deres job og familiens forsørgelsesgrundlag.