EMNER

SF laver miljøaktion i ministerier

SF vil have samtlige ministre til at redegøre for deres grønne tanker

KØBENHAVN:SF vil have klar besked fra ministerierne om deres miljøambitioner. Derfor har partiet iværksat en aktion, hvor samtlige ministerier i et paragraf 20 spørgsmål bliver pålagt at svare på, om de vil underlægge sig EUs energisparekrav, den såkaldte EMAS certificering. - Vi stiller de samme spørgsmål i alle udvalg, så samtlige ministre bliver opfordret kraftigt til at lade sig EMAS registrere, siger SFs Sten Gade, som også er formand for Miljø- og Planlægningsudvalget. Han har længe ment, at det kniber med den grønne vilje både i Folketingets bygning, og ude i ministerierne, der er placeret rundt om i Københavns gader. Et af de steder, hvor man har forpligtet sig til EMAS, er hos Miljøstyrelsen, som sidste år sparede en kvart million kroner i energi. Og også Miljøministeriet er ved at blive certificeret. Det signal ønsker Sten Gade også, at de resterende ministerier følger. - Indtil videre vil jeg presse på overfor de enkelte ministerier. Op til klimatopmødet vil det være et rigtig godt signal, at statens administration viser vejen f.eks. som del af statsministerens åbningstale, siger Sten Gade. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har tidligere været ude at sige, at det bør være op til det enkelte ministerium, om man vil underlægge sig EMAS. Og Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo er da heller ikke imponeret over SFs aktion og pointerer, at den ikke rokker ved Venstres holdning. - Det er bare endnu et slag i luften, som det plejer at være med SF. Vi kan godt lave nogle reguleringer, men det med at blive certificeret, bør være op til det enkelte ministerium, siger Eyvind Vesselbo.