SF leverer forårets politiske gys

Christina Lykke eller Brian P? SF vælger ny spidskandidat til foråret

Erik Sørensen, Søren Visti Jensen og Paul Rode Andersen i tæt snak på valgnatten 17. november 2009. Erik Sørensen genopstiller ikke. Paul Rode Andersen er i gang med at køre Christina Lykke Eriksen (th) i stilling som ny frontfigur i SF, men alle i SF holder kortene tæt til kroppen og er forsigtige med at udtale sig. Arkivfoto: Peter Broen <i>Peter Broen</i>

Erik Sørensen, Søren Visti Jensen og Paul Rode Andersen i tæt snak på valgnatten 17. november 2009. Erik Sørensen genopstiller ikke. Paul Rode Andersen er i gang med at køre Christina Lykke Eriksen (th) i stilling som ny frontfigur i SF, men alle i SF holder kortene tæt til kroppen og er forsigtige med at udtale sig. Arkivfoto: Peter Broen Peter Broen

FREDERIKSHAVN:Socialdemokraternes formandsvalg var en af de store lokalpolitiske gysere i 2012.

Til foråret vælger SF ny spidskandidat.

De siger det ikke højt, og spørger man til det, bliver de enten helt tavse eller meget lange i spyttet.

- SF opstiller kandidater til foråret, lyder automat-reaktionen fra Paul Rode Andersen, der ikke vil svare på, om han selv genopstiller til en ny fire-årig periode.

Men det ligger i kortene, at den 62-årige veteran, der har været med siden 1990, ikke er SF’s spidskandidat til valget 19. november 2013.

Kun Anders Gram Mikkelsen (S) har større anciennitet i byrådet end Paul Rode.

Christina Lykke favorit

Christina Lykke Eriksen er i årets løb kørt i stilling til en mere fremtrædende plads og ligner et varmt bud på en ny SF-spidskandidat

Hun får flere og flere ordførerskaber, og i partiets pressemeddelelse efter budgetforliget i oktober var det Christina Lykke Eriksen, der lagde navn til citaterne. Sendt fra Paul Rode Andersens pc. Et nærmest nordkoreansk tegn på et gryende generations- og magtskifte i Socialistisk Folkeparti.

Selv er Christina Lykke Eriksen om muligt endnu mere fåmælt og upræcis end Paul Rode Andersen.

- Jeg har lyst til at være med igen, men vi vælger først kandidater til foråret. Det er 90 procent sikkert, at jeg genopstiller, siger Christina Lykke Eriksen.

Brian P. som udfordrer?

Hendes mest sandsynlige modkandidat som ny frontfigur i SF er Brian Pedersen, Metal-formanden fra Sæby, der tidligere var socialdemokrat, og bag de tøvende udtalelser gemmer sig angsten for et blodigt formandsopgør mellem to meget forskellige typer: Christina Lykke, der appellerer til pædagoger og skolelærere, mod Brian Pedersen, der repræsenterer de traditionelle arbejdere.

Et hidsigt opgør mellem Fjällräven-segmentet og kedeldragterne vil kunne splitte partiet og få Socialdemokraternes formandsopgør til at minde om en børnefødselsdag.

Uanset hvem, der ender som SF’s nye frontfigur, skal vedkommende under valgkampen være forberedt på at skulle stå på mål for den dramatiske konstituering med de borgerlige og forsøge at normalisere forholdet til Socialkammeraterne. Ingen let opgave.

Og så er der Jette Fabricius Toft, SF’er i hjertet, som tidligere i år forlod partiet, smækkede med døren og blev løsgænger. Hvor går hun hen?

Den slagfærdige skolelærer har takket nej til en stol hos Socialdemokraterne - og har en stående invitation fra Enhedslisten, der ser en oplagt stemmesluger i den tidligere SF’er.

Med Enhedslistens vælgeropbakning på landsplan ligner det et sikkert valg - men Jette Toft afventer, som Christina Lykke og mange andre SF’ere, forårets formandsopgør i partiet.

Det er lagt i ovnen til en politisk forårsgyser.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.