EMNER

SF med til forhandlinger

Villy Søvndal må notere, at SF's nedtur i meningsmålingerne har bidt sig fast. Arkivfoto: Scanpix

Villy Søvndal må notere, at SF's nedtur i meningsmålingerne har bidt sig fast. Arkivfoto: Scanpix

KØBENHAVN:Døren til forhandlingslokalet, hvor en ny bankpakke er ved at blive forhandlet på plads, står nu åben for SF. Efter at SF's formand, Villy Søvndal, har trukket sammenkoblingen mellem en euroafstemning og de nuværende forhandlinger om en bankpakke tilbage, har regeringen besluttet sig for at lukke SF ind. - Jeg er glad for, at Villy Søvndal er kommet til fornuft og har lyttet til mit råd om at stoppe de uansvarlige parlamentariske julelege. Efter Villy Søvndals nye melding er det regeringens opfattelse, at SF bør indkaldes til forhandlinger om kreditpakken. Jeg håber, at de øvrige partier bag forliget om den første bankpakke er enige i dette. Nu må vi koncentrere kræfterne om at gennemføre en kreditpakke hurtigst muligt til gavn for økonomi og beskæftigelse i Danmark, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i en udtalelse til Ritzau. Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K), der står i spidsen for forhandlingerne, har allerede været i kontakt med finansordfører Ole Sohn fra SF. - De vil nu blive inviteret til forhandlinger i morgen. Jeg håber, at alle nu vil være ansvarlige. SF har nu signaleret god vilje og økonomisk ansvarlighed, så der ligger et pres på dem for at leve op til det, siger hun til Ritzau./ritzau/