SF midt i en klynketid

Leder SF's politiske ordfører skælder De Radikale ud, men trænger til lidt selvransagelse ...

EMNER 18. oktober 2011 06:00

Fy, Margrethe, fy, fy skamme dig! Det er din skyld! Det siger Jesper selv. Du har nemlig pillet de ting, der kunne have skabt mere lighed i samfundet, ud af regeringsgrundlaget, siger Jesper. Det er din skyld. Og det har slet ikke noget at gøre med, at SF har tabt syv mandater, for de kan jo ikke gøre for det, kan de vel? Regeringen er ikke nogen børnehave, men SF's politiske ordfører, Jesper Petersen, lyder godt nok, som om han ikke er så glad for at være på rød stue, som han burde være. For nok har SF fået nogle ministerposter, men det er De Radikale, der bestemmer - så efter 14 dage på taburetterne går han minsæl ud i offentligheden og skælder regeringspartneren ud. Hvis det overhovedet ligner noget, er det magtens afmagt. Helle Thorning-Schmidt er socialdemokratisk statsminister for en radikal regering, der også har Villy Søvndal (SF) som udenrigsminister. Og det kommer åbenbart bag på SF'erne, uanset at de vel har været med til at skrive regeringsgrundlaget. Hvorfor valgte SF så ikke at droppe regeringsdrømmene i stedet for at droppe deres politik? Baglandet rumler, og så sent som i NORDJYSKE Stiftstidendes Indsigt-tillæg søndag gentog flere detroniserede SF'ere deres kritik af, at kometen Thor Möger Pedersen - chefarkitekt bag den fatale strategi - er blevet minister, mens andre garvede politikere er sparket ud i mørket. Jesper Petersens udfald mod De Radikale understreger, at SF er midt i en klynketid, hvor det hele åbenbart er andres skyld. Men måske var lidt selverkendelse på sin plads - herunder at der altså ikke er hverken noget rødt eller blåt flertal i Folketinget. Der er kun de flertalsmuligheder, som De Radikale vil indgå i - og Margrethe Vestager sætter prisen, og indtil videre slår hun igennem i de meningsmålinger, som SF falder igennem. Sådan har vælgerne talt, og SF kan ikke bortforklare deres flop (citat: Pernille Vigsø Bagge) med, at det skyldes, at andre partier ikke vil føre SF's politik. Hvorfor skulle de da også gøre det, når SF ikke engang selv vil?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...