SF: Minister skal slå corona-fraværsregler fast på gymnasier

Usikkerhed om coronafravær kan få elever til at gå i skole, selv om de har symptomer, siger gymnasieelever.

På flere af landets gymnasier hersker der ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning usikkerhed omkring, hvilke fraværsregler der gælder, hvis eleverne er hjemme med symtpomer eller venter på coronatest. Det kan både medføre, at folk får alt for meget fravær - eller at folk møder op trods symptomer. (Arkivfoto).

På flere af landets gymnasier hersker der ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning usikkerhed omkring, hvilke fraværsregler der gælder, hvis eleverne er hjemme med symtpomer eller venter på coronatest. Det kan både medføre, at folk får alt for meget fravær - eller at folk møder op trods symptomer. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:På flere af landets gymnasier hersker der tvivl om, hvilke fraværsregler der gælder, når eleverne venter på at blive testet for corona eller venter på testsvar.

Det siger forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Ingrid Kjærgaard.

- Der er en usikkerhed omkring fraværsreglerne, hvis man er hjemme på grund af symptomer, eller hvis man er hjemme, fordi man har været i kontakt med en smittet, og derfor venter på testsvar, siger hun.

- Det kan betyde, at elever med symptomer er bange for at tage et par sygedage derhjemme, fordi de frygter et for højt fravær. Og nogen oplever, at de møder op til digital nødundervisning og får fravær alligevel.

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning har fået "relativt mange" henvendelser fra elever på flere skoler i landet, oplyser Ingrid Kjærgaard.

- Og vi hører også om lignende fra hhx og htx, så vi vurderer, at usikkerheden er relativt udbredt, siger hun.

SF's uddannelsesordfører, Astrid Carøe, er bekymret over sagen, som hun vil have børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ind i.

- Jeg synes, at det lyder meget bekymrende, især hvis det betyder, at nogle elever ender med at tage i skole, selv om de har symptomer, eller mens de venter på testsvar, siger Astrid Carøe.

Hun forstår godt gymnasieelevernes bekymring for at få registreret et højt fravær.

- Fraværet kan afgøre, om man bliver trukket i SU, om man skal op i fuldt pensum, eller i værste fald om man bliver smidt ud. Derfor mener vi i SF ikke, at der må være tvivl om det her, siger hun.

- Vi vil have, at ministeren melder klart ud til skolerne, at de selvfølgelig skal godskrive elevernes fravær, hvis de er fraværende på grund af corona.

Også Danske Gymnasieelevers Sammenslutning opfordrer både ministeren og de enkelte gymnasier til at melde tydelige retningslinjer ud.

- Både om at eleverne har krav på nødundervisning, og om at de ikke får registreret fravær, hvis de er hjemme på grund af coronavirusset, siger Ingrid Kjærgaard.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.