SF-næstformand: Vi kan ikke trylle et flertal frem

SF-næstformand Peter Westermann venter ingen debat om regeringsdeltagelse på landsledelsesmøde.

1. marts 2013 10:19 - Opdateret 1. marts 2013 10:21

SF-næstformand: Vi kan ikke trylle et flertal frem

SF skal blive bedre til at sælge partiets aftryk på regeringens politiske udspil. Men det er også nødvendigt at fortælle befolkningen, at ikke al regeringens politik er SF-politik.

Det siger SF-næstformand Peter Westermann, som fredag og lørdag er med resten af SF's landsledelse i Middelfart, hvor de skal diskutere en ny strategi for partiet.

- Folk skal gerne kunne se, at SF arbejder benhårdt med alle de kræfter, vi har, men vi skal også blive bedre til at fortælle, at de kræfter jo ikke rækker til at trylle et flertal ud af et mindretal.

- Vi kan ikke rydde bordet i alle politiske forhandlinger. Men vi kan sørge for, at der bliver hevet nogle stik hjem, og at vi synes, vi kan se, at vi gør en forskel for Danmark, siger Westermann til Ritzau.

Flere meningsmålinger har de seneste dage vist vælgertilbagegang for SF og faldende opbakning til SF-formand Annette Vilhelmsen.

Samtidig har regeringens nye vækstplan, der blandt andet indeholder en sænkelse af selskabsskatten, mødt hård kritik blandt røde vælgere for at ligge langt fra SF's politiske ståsted.

Men Peter Westermann peger på, at det ikke kan lade sig gøre for noget enkelt parti at få omsat hele sit partiprogram til virkelighed, selvom man sidder i regering.

- Så man må gøre op med sig selv, om man synes, det er vigtigt at påvirke virkeligheden i det omfang, man formår. Eller om man synes, det er vigtigere at stå med et teoretisk ubesmittet partiprogram.

Spørgsmål: Flere SF'ere i baglandet har forsøgt at rejse en debat om fortsat regeringsdeltagelse. Er det noget, der kommer op på landsledelsesmødet?

- Jeg har ikke noteret mig, at der er blevet rejst ønske om det fra nogle landsledelsesmedlemmer. Men vi har jo en åben debatkultur, så hvis nogen ønsker at diskutere noget, tager vi debatten. Debat er ikke noget, vi er bange for i SF, siger han.

SF-næstformanden vil ikke løfte sløret for konkrete detaljer om indholdet i den nye partistrategi. Men de politiske hovedlinjer er de samme som hidtil.

- Vejen frem for SF er at sætte et aftryk på dansk politik og vise, at Danmark giver bedre mulighed for uddannelse til for eksempel de ufaglærte, at SF er med til at sikre verdens mest ambitiøse klima- og energiplan, og at SF er med til at sikre, at Danmark fører EU's mest aktive politik for at skabe job ved at øge de offentlige investeringer, siger han.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...