SF-nej til store besparelser

Partiet siger blankt nej til at spare 4,2 millioner kroner

Lokalpolitik 8. september 2004 06:00

LØGSTØR: SF vil under ingen omstændigheder være med til at spare godt fire mio. kr. i bestræbelserne på at få et driftsoverskud på fem mio. kr. på kommunens budget næste år. Meldingen var klar fra SFs enlige byrådsmedlem, Pernille Vigsø Bagge, da byrådet havde førstebehandling af næste års budget. Forleden bad politikerne i kommunens økonomiudvalg embedsmændene om at finde forslag til besparelser for ialt 4,2 mio. kr. Planen er, at politikerne skal forholde sig til besparelsesforslagene på et budgetseminar i morgen. - Jeg stemte for besparelserne, da vi vedtog 2004-budgettet. Dengang skar vi ind til benet. Nu vil jeg ikke være med mere - det går ud over de svageste hver gang - blandt andre skolebørnene, lød det fra Pernille Vigsø Bagge. Hun gjorde det klart, at hun finder det temmelig tåbeligt at begynde at skære i noget, der fungerer, for at skabe et millionstort overskud på driften. - Det er jo helt urimeligt, lød det fra den enlige SFer, der blev støttet af de radikale. Ninni Lodahl Gjessing (R) sagde, at det er vigtigt, at man som udgangspunkt kigger på, at kommunens økonomi ser ud til at være 2,5 mio. kr. bedre nu end tilfældet var for et år siden. - Vi synes, at en besparelse på 4,2 mio. kr. næste år for at nå et driftsoverskud på fem mio. kr. er voldsomt. Skal der findes penge, så er det vigtigt, at "det ikke kommer til at gå ud over nogen". Vi kan ikke blive ved med at lukke ned i den her lille kommune, lød det fra Ninni Lodahl Gjessing. Borgmester Jens Lauritzen sagde, at kontrol af indeværende års budget viser, at der bliver brug for pengene. - Det ser ud til, at vi får brug for at kunne give tillægsbevillinger - det er i det lys forslaget om et økonomisk spillerum på fem mio. kr. skal ses, sagde han. Lauritzen gjorde opmærksom på, at det såmænd heller ikke er fordi Venstre har den store lyst til at skulle bruge sparekniven. - Det kunne jo være at vi finder penge på nogle af de spareforslag, der ikke blev til noget i det sparekatalog, der blev fremlagt i februar, sagde Lauritzen. Han gjorde opmærksom på, at det også kunne være anlægsopgaverne, der skæres på. Det sidste ord ved førstebehandlingen fik Pernille Vigsø Bagge, der sagde, at hun nok kan være med til at finde besparelser på en mio. kr. - men altså ikke 4,2 mio. kr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...