EMNER

SF og magtens politik

Leder Enhedslisten er øjeblikket triumfator og har overhalet SF i meningsmålingerne ...

Hvis dyreværnsloven også omfattede politiske dyr, kunne SF sikkert søge hjælpe dér, eftersom alt og alle mishandler partiet på det læsterligste: Vælgerne finder andre græsgange, ikke mindst hos øjeblikkets triumfator, Enhedslisten, mærkesagerne endte som mærkelige sager, og dén S-SF-akse, der skulle have vundet folketingsvalget, er væk, fordi Socialdemokraterne er vendt hjem til De Radikale. SF er ved at blive en truet dyreart, der har mistet - eller rettere: selv har forladt - alle sine naturlige jagtmarker for at få magt. Det lykkedes ikke, og partiet er nu ramt af afmagten, som weekendens meningsmålinger tydeligt illustrerer med Enhedslistens overhaling. Det bliver ikke spor bedre af, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er aldeles ude af stand til at give Villy Søvndal (SF) nødhjælp. Vælgerne dumper hende som regeringsleder, og Socialdemokraterne bløder mindst lige så meget til ærkefjenden Venstre, som SF har mistet til Enhedslisten. Og der er snarere udsigt til flere åreladninger end livgivende blodtransfusioner, når og hvis SF tør lægge stemmer til de kommende dramatiske reformer. Endnu sidder Lars Barfoed (K) på formandsposten i den lille, eksklusive, men lidet attraktive klub af magtens tabere; men Villy Søvndal kandiderer til næstformandsposten - uden modkandidater. Bliver SF i regeringen, vil partiet blive stadig mere afklædt. Tvinger baglandet Søvndal til at parkere ministerbilerne, får partiet svært ved at skifte spor endnu engang uden at miste troværdighed - og uden at sætte regeringens liv yderligere på spil. Måske er det hypotetisk, men ét scenario kan blive, at Socialdemokraterne samler de sidste, lettere højrevendte SF'ere op, mens resten søger asyl hos Enhedslisten. Der er ikke mange træer tilbage, som SF kan rejse sig ved - fordi partitoppen fældede dem alle undervejs til regeringsdannelsen. Nedturen fortsætter, fordi SF ikke kan genskabe politikkens magt, så længe partiet er nødt til at føre magtens politik. Oven i købet på afmagtens præmisser.