Lokalpolitik

SF og Venstre i reform-duel

FREDERIKSHAVN:Venstre og SF i Frederikshavn sætter fokus på kvalitetsreformen og dens konsekvenser lokalt og nationalt. Det sker på et møde i Maskinhallen i Skolegade torsdag den 13. september kl. 19.00. Fra Venstre møder folketingskandidat Anders Broholm og byrådsmedlem Per Nilson. Fra SF deltager folketingskandidat Mogens Ove Madsen og Paul Rode Andersen. Kvalitetsreformen indgår i en række af markante reformer, som regeringen har gennemført i de seneste år. En kommunalreform, en velfærdsreform, en globaliseringsreform – og nu altså en kvalitetsreform, som regeringen har aftalt med de faglige organisationer. Nu skal hele reformprogrammet føres ud i livet - i kommuner og regioner, på uddannelserne og i hele velfærdssektoren. Regeringen satser på at sikre fortsat fornyelse og udvikling af kvaliteten i alle dele af den offentlige velfærdsservice: i børnepasningen, i ældreplejen og på sygehusene. Borgerne skal have bedre velfærd, siger regeringen. Og medarbejderne skal have attraktive arbejdspladser med arbejdsglæde, engagement og faglig udvikling.cø