SF om nye dagpengetal: Problemet skal løses

Vi skal have løst dagpengeproblemet, understreger SF-ordfører. Han vil ikke diskutere De Radikales modstand.

SF om nye dagpengetal: Problemet skal løses

16.200 ledige har mistet dagpengene i årets første fire måneder, og det understreger behovet for at "adressere" problemet med de udfaldene dagpengemodtagere, mener SF's politiske ordfører, Jonas Dahl,

- Det understreger jo, at vi har et problem, som ikke er løst. Det er utroligt mange mennesker, som mister muligheden for forsørgelse, siger han.

Han påpeger, at den tidligere VK-regering og Dansk Folkeparti tydeligvis ikke har gennemtænkt effekterne af den dagpengereform, der blev vedtaget tilbage i 2010 og som halverede dagpengeperioden fra fire til to år.

- De havde ikke set, at krisen var så dyb, som den var. Det er også derfor, at den nye regering har igangsat en række initiativer, der skal skabe arbejdspladser, og som har skabt arbejdspladser.

- Men vi må også erkende, at der er rigtigt mange mennesker, der mister dagpengeretten, og derfor er der et problem, som ikke er løst, og det skal vi have adresseret.

Jonas Dahl vil dog ikke ud med, hvornår regeringen har tænkt sig at indkalde Enhedslisten til et møde for at evaluere dagpengeindsatsen.

- Vi har en drøftelse inden sommeren med Enhedslisten, så det bliver i en overskuelig fremtid.

Spørgsmål: Er det fordi, at I sidder og lægger arm med De Radikale og forsøger at overbevise Margrethe Vestager om, at I bliver nødt til at gøre noget, at I ikke er kommet i gang endnu?

- Jeg vil ikke gå ind i en diskussion, om regeringens interne overvejelser. Men regeringen har jo aftalt med Enhedslisten, at vi skal mødes inden sommerferien, og vi har selvfølgelig tænkt os at stå ved den aftale, siger Jonas Dahl.

Han vil heller ikke forholde sig til, om det overhovedet er muligt at få De Radikale med på at ændre dagpengereglerne, som økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager så sent som i denne uge betegnede som "regeringens platform og grundlag".

- Jeg vil ikke diskutere andre partier end SF’s overvejelser. Det har jeg ikke tænkt mig at bruge min tid på, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.