SF på landvinding i Nørager

SF'ere fra Skørping og Støvring opsøger ligesindede

Lokalpolitik 1. juni 2005 06:00

REBILD: Nørager Kommune er noget nær uopdyrket land for Socialistisk Folkeparti, som derfor gør et kampagnefremstød i Nørager torsdag aften. Nørager Kommune har lånt byrådssalen ud til formålet, og her kan lokale borgere så møde erfarne SF-politikere fra Skørping og Støvring kommuner, som gerne vil diskutere partiets politik i den nye storkommune. Der er også rig mulighed for at få indflydelse på SF's opstilling til kommunalvalget. Listen laver man nemlig først tirsdag 16. august på Rebildhus. - Vi har så vidt vides slet ikke nogle officielle medlemmer i Nørager Kommune. Men alligevel valgte to borgere at sætte kryds ved SF ved sidste kommunalvalg, selv om partiet ikke stillede op. Så vi håber at få fat i de lokale kræfter, der trods alt er, siger Finn Sejrup Pedersen, som er SF's eneste nuværende byrådsrepræsentant i Nørager, Skørping og Støvring kommuner. SF-Rebild møder også med kasserer Mette Mørup Poulsen og tidligere byrådsmedlem i Støvring, Annette Søegaard. Sidstnævnte er ikke på så fremmed jord som sine partifæller i morgen aften, hun er nemlig til daglig ansat som afdelingsleder i Nørager Kommune. Også Finn Sejrup Pedersen er i øvrigt kommunalt ansat, han er daginstitutionsleder i Terndrup, Skørping Kommune. I byrådet har han posten som socialudvalgsformand. Foreløbig er han den eneste, der har meldt officielt ud, at han stiller op for SF i Rebild Kommune, men formanden for SF-Rebild, Peter Altenborg, selv tidligere byrådsmedlem i Skørping, regner med, at også Annette Søegaard stiller op. Derimod hverken han selv eller hans kone, Ulla. En anden SF-veteran fra Skørping byråd, Lisbeth Nørgaard, stiller op til regionsrådet. - Det er lidt sent at holde opstillingsmøde i august, men så har vi til gengæld tid til at få samlet en god, bred liste, siger Peter Altenborg, som håber på i alt 8-10 kandidater fra Nørager, Støvring og Skørping.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...