Lokalpolitik

SF parat til ny kommune

SF i Skørping og Støvring vil fusionere til SF-Rebild

SKØRPING:Bestyrelserne i SF-Støvring og SF-Skørping har besluttet at anbefale medlemmerne at stemme for en sammenlægning til SF-Rebild. Begge de nuværende foreninger holder generalforsamlinger 31. marts, hvor de 31 medlemmer i Skørping og 20 medlemmer i Støvring skal tage beslutningen om eventuel sammenlægning. SF-Rebild skal i givet fald stiftes 11. april. I Nørager Kommune, som er den tredje kommune i den kommende Rebild Kommune, har SF ikke en partiforening. Formanden for SF-Skørping, Peter Altenborg, kan oplyse, at man foreløbig har én erklæret kandidat til kommunalvalget i november i år. Det er også den eneste byrådsrepræsentant, som SF i øjeblikket har i Nørager, Støvring og Skørping kommuner, nemlig Finn Sejrup Pedersen, som har fire-fem års byrådserfaring og også har været socialudvalgsformand i Skørping Kommune siden 1. januar 2002. Finn Sejrup Pedersen bekræfter sin kandidatur: - Jeg synes, det kunne være utrolig spændende at arbejde med og i den nye kommune, den vil jeg utrolig gerne være med til at forme på. I hans arbejde som socialudvalgsformand har ældreområdet fyldt meget i hele denne periode. - Og jeg vil gerne være med til at gøre arbejdet færdigt, siger Finn Sejrup Pedersen, som også er klar over, at der skal en hel del flere stemmer til at få en plads i det nye byråd i Rebild Kommune. - Men jeg vil da tro, at der er basis for SF-repræsentation. Jeg går for eksempel ud fra, at der er mange i Nørager, der ikke før har haft mulighed for at stemme SF til byrådsvalget, siger SF-kandidaten. Hvis man forsigtigt vurderer ud fra resultatet af folketingsvalget i tirsdags, kan Finn Sejrup Pedersen godt have ret. I Støvring, Nørager og Skørping kommuner fik SF tilsammen 678 stemmer. Og dertil kan muligvis lægges, at 373 vælgere i de tre kommuner stemte på Enhedslisten. Byrådet i Rebild Kommune får 25 pladser, og hver plads vil formentlig koste mindst 700 stemmer, afhængigt af valgdeltagelsen. SF-formand Peter Altenborg er i øvrigt noget spændt på, hvilke opgaver de nye kommuner overhovedet får: - Vi ved jo ingenting endnu. Men jeg kan godt være lidt nervøs for socialområdet, hvor de nye kommuner måske ikke kan magte de opgaver, de står til at overtage fra amterne. Og jeg er meget nervøs på miljøområdet, hvor jeg frygter for meget indspisthed mellem lokale erhvervsvirksomheder og politikerne, siger Peter Altenborg.