Arbejdsløshed

SF: Perverst menneskesyn

Hård kritik af regeringens forslag om at arbejdsløses børn skal bagerst i køen

KØBENHAVN: Regeringens forslag om at arbejdsløses børn skal bagerst i køen til at få en daginstitutionsplads kom i hård modvind under gårsdagens åbningsdebat i Folketinget. - Det er et perverst menneskesyn. Hr. Jens Rohde betragter mennesker som produktions-faktorer. Børn af arbejdsløse har lige så stort behov for en børnehaveplads som alle andre børn. Det er et gennemført ondskabsfuldt forslag. Jens Rohde, Venstres politiske ordfører, leverede en spydig modkommentar: - Det er godt nok ondskabsfuldt og synd for de børn, at de skal være sammen med deres forældre. Formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, bakkede øjeblikkeligt Venstre op: - Hr. Holger K. Nielsen kalder det et 'perverst menneskesyn'. Men det kunne måske være, at det var hyggeligt - også for forældrene i en periode at være sammen med deres børn derhjemme. Holger K. Nielsen. - Som sædvanlig har fru Pia Kjærsgaard ikke forstået halvdelen af det her. Kun hvis forældre er til nytte økonomisk kan deres barn få pasning. Arbejdsløses børn er der ikke plads til i daginstitutionerne. Dette er et perverst økonomisk menneskesyn. For mig er et menneske et menneske.