Lokalpolitik

SF-politiker undgår eksklusion

SFs landsledelse afviser regional bestyrelses ønske om at smide regionsrådsmedlem Bente Lauridsen ud

Bente Lauridsen (SF) var sit partis spidskandidat ved regionsrådsvalget og blev 19. november genvalgt til rådet. Nu vil SF’s landsledelse søge at genetablere samarbejdet mellem hende og partiets bestyrelse i Nordjylland. Arkivfoto: Peter Mørk

Bente Lauridsen (SF) var sit partis spidskandidat ved regionsrådsvalget og blev 19. november genvalgt til rådet. Nu vil SF’s landsledelse søge at genetablere samarbejdet mellem hende og partiets bestyrelse i Nordjylland. Arkivfoto: Peter Mørk

Det nordjyske regionsrådsmedlem Bente Lauridsen (SF) bliver ikke smidt ud af sit parti.

En enig landsledelse i Socialistisk Folkeparti finder ikke, at der er grund til at ekskludere hende for partiskadelig virksomhed, oplyser det nordjyske medlem af landsledelsen, Thomas Klimek fra Hjørring.

Det var bestyrelsen for SF i Nordjylland, der havde bedt landsledelsen tage denne mulighed i brug. Baggrunden var en række episoder op til og umiddelbart efter valget 19. november. Som omtalt i NORDJYSKE valgte SFs nordjyske bestyrelse at holde Bente Lauridsen ude af delegationen, der skulle forhandle om konstituering, selv om hun som spidskandidat ifølge partiets love var berettiget til en plads heri.

Fejl fra begge parter

Bente Lauridsen sendte på sin side på valgnatten flere politikere fra andre partier signaler, der blev opfattet sådan, at hun - der så ud til at have vundet det ene af partiets to mandater i det nye regionsråd - var parat til at indgå en konstitueringsaftale uden om sit partis forhandlingsdelegation.

Thomas Klimek siger, at landsledelsen er helt enig om, at eksklusion overhovedet ikke kan komme på tale:

- Landsledelsen mener, at der i et langvarigt forløb med dårligt klima er begået fejl fra begge parter. Vi er ikke begejstrede for det forløb, der har været, for det har svækket SF, siger Thomas Klimek.

Tavlen skal vaskes ren

Når en ny landsledelse er valgt på SF’s ekstraordinære landsmøde om halvanden uge, vil den ny ledelse sætte sig i spidsen for at strikke en lokalt forankret løsning på samarbejdsproblemerne sammen.

- Vi ønsker, at tavlen vaskes ren, og at vi med hele den nuværende besætning finder en ny samarbejdsform. Det vil formentlig betyde, at der på begge sider må sluges kameler, mener Thomas Klimek.

Han pointerer, at én central forudsætning for landsledelsen er, at ”alle folkevalgte betingelsesløst arbejder efter de retningslinjer, der udstikkes af SF’s nordjyske bestyrelse”.

- Solorytteri er ikke foreneligt med at repræsentere SF, siger han.

Det har ikke været muligt at træffe Bente Lauridsen for en kommentar til landsledelsens beslutning.

Formanden for SF i Nordjylland, Allan Norre Pedersen, siger, at han betragter sagen som en personsag, og at der i øvrigt stadig ”er en proces i gang”.

- Derfor har jeg ingen kommentarer, lyder det fra formanden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst