SF-profil dropper kandidatur i protest

På grund af SF's økonomiske politik ønsker Trine Pertou Mach ikke at opstille ved næste folketingsvalg.

SF-profil dropper kandidatur i protest

Mens SF sammen med resten af regeringen igen forhandler skattereform med Venstre, siger en af partiets egne folk fra, oplyser DR.

Folketingskandidat på Amager og partiets nuværende 1.suppleant, Trine Pertou Mach, har besluttet sig for ikke at genopstille. Hun er bekymret for den kurs, SF lægger i den økonomiske politik.

- For eksempel at man lader de arbejdsløse bidrage til at finansiere en hævelse af topskattegrænsen og det meget stærke fokus på at få arbejdsudbud i stedet for jobskabelse.

- Og hele den økonomiske politik. Der er nogle satser i det, som jeg er grundlæggende uenig i, og som bekymrer mig ret meget. Så derfor har jeg brug for at tænke mig om og se, hvordan det udvikler sig, siger Trine Pertou Mach til DR Nyheder.

Trine Pertou Mach har været i Folketinget to gange - i foråret 2009 og fra januar til juni sidste år - begge gange som suppleant for Ida Auken. Hun bliver i SF og SF's landsledelse.

/ritzau/