SF's Pia Olsen Dyhr kræver dagpengeløsning nu

Dagpengeproblemet skal løses permanent.

1. maj 2014 17:53

- Glem alt om nødvendighedens politik og konkurrencestaten. Det overbeviser eller begejstrer vi ingen med. Det skaber blot modløshed, svækket kampgejst og Lars Løkke tilbage i statsministeriet.

Sådan lyder det fra SF's "nye" formand Pia Olsen Dyhr, som i en markant rød 1. maj-tale gør spørgsmålet om bedre dagpengeregler til den centrale politiske kamp lige nu.

Dermed lægger SF for alvor pres på regeringen forud for efterårets finanslovforhandlinger. Også Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen lægger i sin 1. maj-tale op til, at der skal ændres på vilkårene for ledige danskere, så tusinder ikke risikerer at miste deres dagpenge.

Dermed vil finansminister Bjarne Corydon (S) blive mødt med et samlet krav fra venstre-fløjspartierne om en kortere genoptjeningsperiode og måske andre lempelser på dagpengereformen.

- Vi skal finde en permanent og holdbar løsning til de mange, der har mistet deres dagpenge, fordi de ikke har kunnet finde et arbejde i en krisetid, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun fremhæver, at 34.000 danskere er faldet ud af dagpengesystemet i 2013.

- Det er fædre og mødre, der har mistet jobbet under finanskrisen, og som nu må sælge huset og fortælle børnene, at de skal skifte skole.

- Det er mennesker, der har bidraget aktivt til samfundet, men hvis job forsvandt under den økonomiske krise. Den far eller mor skal da have muligheden for at tage sæsonarbejde eller et vikariat og vide, at de har en realistisk mulighed for at genoptjene retten til dagpenge.

- Derfor vil SF have genoptjeningsperioden ned på seks måneder, siger Pia Olsen Dyhr.

Dagpengereformen har sat perioden op til ét år. Det gør det sværere at komme tilbage i dagpengesystemet, hvis man mister sit arbejde. Samtidig er dagpengeperioden blevet sat ned fra fire til to år.

- Det kan ikke være rigtigt, at en socialdemokratisk ledet regering ikke er i stand til at finde en løsning på dette kæmpe problem.

- Og jeg vil gerne garantere her i dag, at jeg og SF kommer til at presse regeringen alt det, vi kan. Her skal der findes en løsning, siger Pia Olsen Dyhr.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...