Hjørring

SF's største udfordrinG

ODENSE:Hvad er den største udfordring for SF? Karl Bornhøft, Hjørring (gæst): - Det er at få det danske samfund på fode igen både økonomisk og samfundsmæssigt, så der ikke sker en udskilning af befolkningen, som vi ser i dag. Vi skal gøre op med uligheden i sundhedsvæsnet, for vi har ikke råd til andet. Hvis bare de ufaglærte fik løftet deres sundhedstilstand til niveau med de faglærte, ville det give 115.000 ekstra årsværk. Inge Lynge, Vesthimmerland (delegeret): - Vi skal have fokus på kommunernes vilkår. Der bliver flere og flere krav, men der er ingen penge. Vi har lige fyret 100 i ældreplejen i Vesthimmerland, så udfordringen er at finde nogle penge, så vi kan få fokus på bedre hjælp til de ældre og handicappede. Ruth Thomsen, Rebild (delegeret): - Udfordringen er at bevare anstændigheden og blive ved med at tage de svages parti. Vi tror på det bedste i hinanden, og vi skal ikke lade os trække med i den tendens, der er til, at man tillægger hinanden nogle holdninger i stedet for at tro på, hvad folk siger.