EMNER

SF's visioner om Karolinelund

Læserbrev

KAROLINELUND:Mogens H. Thomsen er i et indlæg i Stiftstidende d. 19.5. meget kritisk overfor bl.a. SF's holdning til udviklingen af Tivoli Karolinelund, som han mener er sløv og passiv og uden tanker for helheden. Jeg synes, du skyder noget forbi i dit indlæg. Tværtimod har vi mange positive holdninger til udviklingen af stedet, som på mange måder er en kulturel perle midt i Aalborg. Vi stiller bare et spørgsmålstegn ved, om det er en god ide fortsat at hælde penge i de store og udgiftskrævende forlystelser. Vores opfattelse er, at disse simpelthen har overlevet sig selv, og f.eks. Fårup Sommerland kan på dette område, snildt dække børns og voksnes behov for det mere "vilde". I Karolinelund skal det fortsat være sådan, at specielt de mindre børn skal have mulighed for at bruge de små forlystelser, som de finder så megen glæde ved. Vi anerkender, at mange mennesker elsker at komme i Tivoli, men hvis man nu udfasede nogen af de store forlystelser, kunne en udfasning give mere luft og rum. I disse rum kunne der etableres et omrejsende tivoli, gøglere, et cirkus, diverse former for markeder, teater, skatere, multibaner, hip hoppere, musikarrangementer etc. Der er desuden mange eksempler på veldrevne folkeparker i Tyskland og Sverige, hvor vi kan hente masser af inspiration. Det ville også være vigtigt med en mere central placering af vandelementet, hvilket indebærer at projektet med at genåbne den forlagte Østerå også skal involvere en del af det nuværende Karolinelund, og dermed bliver en del af den kommunale anlægsbevilling til det samlede projekt. Der kunne også skabes en lige linje fra finkulturen omkring Musikkens Hus over den folkelige kultur i Nordkraft, og til Karolinelund der så har muligheden for at være folkeparken, hvor der bliver plads og rum til noget af alt. SF's ideer og visioner for Tivoli Karolinelund er således netop tænkt i en sammenhæng og en helhed. Hvordan haven skal udvikle sig behøver vel ikke være en total sort-hvid diskussion. Nu har et flertal i byrådet valgt at køre videre med hele menageriet og med masser af kommunale kroner involveret. Vi har bare ønsket en lidt anden prioritering og med andre visioner.