SF: - Spar på skøjtehal og brug pengene på skolerne

[/20 con rød] Skole- og kulturudvalgsmedlem Henrik Nielsen vil skære i udgifterne til skøjtehal og bruge dem til vedligeholdelse

AALBORG:Istedet for bare at afsætte 67 mio. kommunale kroner til en ny skøjtehal uden at undersøge alternative måder af finansiere den på, bør der sættes flere penge af til vedligeholdelse af skolerne. Det mener skole- og kulturudvalgsmedlem Henrik Nielsen (SF), som fremførte sit synspunkt, da udvalget i går diskuterede det budgetoplæg, der skal danne baggrund for de videre forhandlinger om budget 2005. Flertallet afsatte 20 mio. kr. i 2005, 20 mio. kr. i 2006 og 27 mio. kr. i 2007 til en skøjtehal, som skal ligge ved siden af Gigantium. Men Henrik Nielsen mener, at beløbet skal reduceres med syv mio. kr. i 2005 og 2,5 mio. kr. i 2006. Han vil hellere bruge pengene til at vedligeholde skolerne for. - Der er et stort efterslæb på vedligeholdelse af skolerne. Vi plejer at have omkring 9,5 mio. kr. til vedligeholdelse af skolerne, men i år er der kun afsat 2,5 mio. kr. Og for et par år siden blev der slet ikke afsat penge til formålet. Det skal vi have rettet op på nu, da kommunen er i en gunstig økonomisk situation. Politisk kan jeg ikke acceptere, at vi ikke får løst problemerne på skolerne, når vi samtidig sætter så mange penge af til en skøjtehal, siger Henrik Nielsen, der tilføjer, at han erkender behovet for at se på en forbedring af forholdene på isstadion. Alternativer - Men jeg synes, det er uholdbart, at man slet ikke har undersøgt alternative finansieringsmuligheder. I Herning Kommune har man for eksempel brugt andre finansieringsmodeller, og i Frederikshavn har man lavet et projekt, der er langt billigere end det, der lægges op til i Aalborg. Vi har slet ikke set en opstilling af de muligheder, der er for at finansiere en skøjtehal, siger Henrik Nielsen. Han mener, det skal undesøges, om private investorer vil bidrage til opførelse af en skøjtehal, så kommunen undgår at tage alle pengene fra kassebeholdningen. Skole- og kulturudvalgsformand Nils Bell (V) mener ikke, at man umiddelbart kan reducere udgifterne til skøjtehallen med et millionbeløb på næste års budget. - Det er for let at sige, at man bare kan skære nogle millioner af budgettet til skøjtehallen og bruge dem til noget andet. Vi ved, at en ny skøjtehal koster 67 mio. kr., og vi har haft arkitekter og ingeniører til at gå i detaljer med projektet. Hvis nogen siger, at vi skal spare på skøjtehallen, må de også sige, hvad det er, der ikke skal bygges i skøjtehallen, siger Nils Bell.