Skattepolitik

SF spilder tiden

MINISTERKOMMENTAR:Socialistisk Folkepartis landbrugsordfører, Kristen Touborg, må have det rigtigt dårligt over skatteudspillet fra S og SF. Det forstår jeg godt, for det er et udspil, der i den grad belaster landbruget. Midt i krisen vil de to venstrefløjspartier have fødevareerhvervet til at betale 1.1 mia. kr. ekstra i nye skatter og afgifter. Der er derfor ikke noget at sige til, at Kristen Touborg forsøger at tale udenom, når han (3.9.) beklager sig over en pressemeddelelse, hvor jeg kritiserer S og SF’s uansvarlige skatteudspil. Som minister er det helt naturligt, at jeg kommenterer udspil, der har relevans for mit ressortområde. Jeg får hundredvis af spørgsmål fra fødevareudvalget – hvor Touborg selv er medlem – hvor jeg politisk skal kigge på og kommentere det ene og det andet. Så selvfølgelig er det relevant at kommentere skatteudspillet fra S og SF og påpege, hvilke konsekvenser det har for landbruget. Det ville klæde Kristen Touborg at forholde sig til disse konsekvenser, i stedet for at spilde tid på sine afledningsmanøvrer.