EMNER

SF stadig det største parti

Ja, det må være Så Flovt... I NORDJYSKEs leder (3.11.) konstateres det, at Enhedslisten nu er større end Socialistisk Folkeparti.

Hvordan det er sket, er der sikkert mange danskere, der gerne vil vide! For da arbejdsdagen sluttede i går, havde SF 16 mandater, hvorimod Enhedslisten fortsat havde 12. Og minsandten var scenariet det samme, da arbejdsdagen startede i morges. Med simpel hovedregning vil man hurtigt kunne konstatere, at Enhedslisten ikke er større end SF - også selv om NORDJYSKEs leder påstår det. Det kan godt være, at medierne stadig dag ud og dag ind fortsat koncentrerer sig om meningsmålingerne, som de gjorde i valgkampen, men faktum er, at valgkampen er slut, og pladserne i Folketinget er besat. Derfor vil vi i SF ikke koncentrere os om meningsmålingerne. Derimod er det vores intention at se fremad og påbegynde nogle af de initiativer, vi fremsatte under valgkampen. Det vil danskerne også kunne se i næste års finanslov. Her bliver det tydeligt, at flere SF-valgløfter prioriteres, og flere af dem kommer til at se dagens lys. F.eks. på sundhedsområdet bliver det en realitet, at psykiatrien prioriteres højere end den nogensinde har været. På klima- og energiområdet afsættes der penge til grøn omstilling og udvikling, der skal være med til at skabe vækst og renere klima. Og sidst men ikke mindst kickstartes økonomien med 10 mia. kr. Det vil være med til at skabe danske arbejdspladser i en strid krisetid. Hvis man i sin iver efter at kigge på meningsmålinger, kan huske tilbage på valgkampen, vil man måske erindre, at SF fremlagde konkrete punkter til gennemførelse efter valget. Flere af de punkter gennemføres nu - og det er det vigtigste. Vi stræber efter at skabe et Danmark, der er bedre for den enkelte. Det skal være slut med VKO-regeringens politik for de mest velstillede. Nu skal Danmark fremad som en samlet nation. Det er og må være det vigtigste lige nu. Men om fire år kan vi igen begynde at snakke om meningsmålinger. Så jeg kan kun give NORDJYSKEs leder ret - ja, det må være flovt ikke at vide, hvor mange mandater de forskellige partier bestrider. Men for en god ordens skyld kan jeg sige, at SF bestrider 16 og Enhedslisten sidder på 12 - et hurtigt regnestykke konstaterer, at SF fortsat er større end Enhedslisten.