SF til kamp for lukningstruet taleinstituttet
Vil have lukningstruet institution reddet. Frygter vigtig specialviden kan gå tabt

VESTHIMMERLAND:Når byrådet i Vesthimmerland på torsdag mødes til første møde i 2013, så ligger der en anmodning fra SF på byrådets bord. Partiet vil have byrådspolitikerne til at drøfte de problemer Taleinstituttet under regionen er havnet i. Taleinstituttet er lukningstruet, fordi kommunerne i stadig større omfang overtager opgaver fra instituttet.
Aktuelt forhandler de nordjyske kommuner og Region Nordjylland om fremtiden for det regionale taleinstitut.
Men SFs byrådsgruppe i Vesthimmerland ønsker, at byrådet igen forpligter sig til at modtage så stor en andel af de mangeartede og komplekse ydelser fra taleinstituttet, som overhovedet muligt for at støtte Taleinstituttet, så det ikke bliver nedlagt.
- Selvom vi i kommunen har dygtige og kompetente medarbejdere, og man f.eks. har opnået en god synergi på området med de multihandicappede børn, mener vi, at vi ikke kan undvære Taleinstituttets kompetencer og ydelser, skriver SF, der frygter for, at vigtig specialviden vil gå tabt, hvis Taleinstituttet lukkes.
- Herved vil en afspecialisering finde sted, og kostbar viden vil være tabt.
At drive det hele under en institution samlet betyder, at der er mulighed for dannelsen af stærke faglige fællesskaber, påpeger SF.
- Fratager vi Taleinstituttets medarbejdere muligheden for at løse alt andet end de højest specialiserede opgaver, bliver brugerunderlaget simpelthen for lille. Fjerner vi grundlaget for en fortsat drift af taleinstituttet, fjerner vi i samme åndedrag også muligheden for at få hjælp i de tilfælde, hvor vores egne medarbejdere ikke er i stand til at håndtere en given problemstilling. Det vil sige, at både vores egne medarbejdere og kommunerne i resten af landet frarøves muligheden for supervision og rådgivning, der hvor det måtte være nødvendigt, påpeger SF, som gerne ser ønsket ønsket på budgettet i Vesthimmerland i 2014.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.