EMNER

SF tog hul på ny tradition

Efter 40 år i Hulen flyttede møde til Flamsted

FLAMSTED:Gennem 40 år holdt SF grundlovsmøde i Hulen i Dronninglund. Men den tradition er slut, og i går begyndte en ny, da folkesocialister og andre politisk interesserede mødtes på en velbeliggende bakkeskråning mellem Flamsted og Volsted i den sydlige del af Aalborg Kommune. Med ganske få undtagelser er det partiets formand, der har holdt hovedtalen ved SF's grundlovsmøder, men da Villy Søvndal havde lovet sig væk, allerede inden han blev valgt, måtte folk se langt efter formanden. I stedet tog folketingsmedlem Pernille Vigsø Bagge over. Selv om hun ikke talte direkte om Anders Fogh Rasmussens (V) forslag om at ændre tronfølgeloven, var kongehusets rolle i et moderne samfund alligevel en del af hendes tale, da hun blandt andet fokuserede på det modsatte af folkestyret, nemlig enevælden - Dette enevælde har vi stadig en rest af i dette land i form af et kongehus, der som en underlig gevækst på demokratiet skal gøre reklame for os ude i verden, sagde Pernille Vigsø Bagge, der på grund af familiemedlemmers begejstring for kongehuset har holdt lav profil i forhold til at kritisere kongehuset. - Men da dronningen i år fandt anledning til både at kritisere sine egne udtalelser om at tage godt imod "de fremmede" og til at erklære sin uforbeholdne mening om hankønnets fortræffeligheder frem for hunkønnet udi det at være regent, var målet altså nået for mig. - Lad os dog få afskaffet det oldnordiske efterlevn af en lykkeligvis svunden tid. Fratag i det mindste kongehuset enhver formel magt, hvis danskerne stadig skal have noget at læse om i ugebladene. Men fri os fra bedrevidende udgydelser, som ingen har glæde af - mindst af alle et ufødt barn, som allerede nu er blevet kønsvurderet, og det på det skammeligste, påpegede Pernille Vigsø Bagge.