Litteratur

SF trives bedst i behagelig afstand af magten

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

SF har brug for en ny formand, der kan give partiet mere power ved næste års valg til kommunerne og regionerne. Så klar er meldingen fra Mogens Ove Madsen, medlem af regionsbestyrelsen i Region Nordjylland og tidligere medlem af SF's hovedbestyrelse. Arkivfoto.

bog Hans Mortensen: "Den røde tråd. SF og vejen til magten" Det tog Socialistisk Folkeparti 52 år at komme i regering. Vejen dertil har rummet talrige interne opgør - opgør, som ikke mindst har haft afsæt i forskellige holdninger til, om SF overhovedet bør deltage i regeringer. To forsøg på tilnærmelser endte resultatløst. Tredje gang blev - måske? - lykkens gang. Svaret på dét blæser i vinden i en ny, særdeles velskrevet bog, hvor journalist Hans Mortensen skildrer SF's historie. Fokus er på de 51 første år i partiets historie, men når de rulles op, står det endnu tydeligere, hvilket hamskifte SF under Villy Søvndals ledelse har gennemgået på det allerseneste op til regeringsdannelsen. Bogen illustrerer, hvilke modreaktioner langt mindre ændringer i partiets kurs tidligere har udløst, men giver intet bud på, om noget tilsvarende kan ventes denne gang. Hans Mortensen har haft adgang til en række arkiver og kan derfor detaljeret skildre partiet, dets møder og dets frontfigurer. I de første ni år af partiets liv med fokus på stifteren og formanden, den tidligere kommunistformand Aksel Larsen (der i en årrække løbende informerede CIA om sine gamle partifæller). Efter et kort mellemspil med Sigurd Ømann kom den "store rorgænger" Gert Petersen til. Ligesom Aksel Larsen var han gammel kommunist. Gert Petersen som formand fra 1974 til 1991 førte partiet ind i en ny tidsalder, præget af en medlemskreds, der ikke mere kun bestod af arbejdere med kommunistisk fortid, men også af offentligt ansatte, miljøfolk - og sågar kvinder. Sidstnævnte af en af de nordjyske veteraner i folketingsgruppen, Henning Philipsen, bramfrit beskrevet som "kællingernes indtog". Det var en anden nordjyde, byrådsmedlem Henrik Thomsen fra Aalborg, der ifølge bogen som den første offentligt forlangte Gert Petersens afgang. Hans afløser blev Holger K. Nielsen, der så igen blev efterfulgt af Villy Søvndal. Under Søvndals ledelse vedtoges i 2009 et nyt program - det første i SF's historie, hvor ordet "socialisme" ikke nævnes, noterer forfatteren. Hans Mortensen har fra et stort materiale på kyndig og fair vis udvalgt eksempler, der tilsammen tegner partihistorien, så man langt bedre kan forstå også SF's aktuelle diskussioner. Der er flere røde tråde - om man så må sige. Én er den stort set evige diskussion mellem dem, der ser det som SF's hovedopgave at trække Socialdemokraterne til venstre, og dem, der ønsker at føre en selvstændig venstreorienteret politik, der ikke i samme grad styres af, hvad Socialdemokraterne gør og mener. En anden tråd er, hvor forskelligt netop Socialdemokraterne gennem tiden har betragtet SF. Jens Otto Krag ville først ikke tælle SF's stemmer med. Siden skiftede han mening - med det berømte citat om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt! Per Hækkerup, Krags samtidige, havde den indfaldsvinkel, at det gjaldt om at bringe SF "under åget", altså give partiet ansvar, så det af den grund kunne svinde ind. Men, som Gert Petersen i 1986 konstaterer med henvisning hertil: "Skal vi tage ansvar, må vi også have magt. Ansvar og afmagt er en grim konstellation. Skal der være tale om regeringssamarbejde, må der følge magt med ansvaret". SF har i perioder siddet med ved bordet, i andre ligget i hængekøjen. Hans Mortensen konstaterer i bogen - med tanke på fortidens begivenheder - at SF trives "bedst i behagelig afstand af magten og de bøjninger af principperne, som man konstant skal tage stilling til i realpolitikken". Om udsagnet stadig gælder, overlader han klogeligt til læseren at bedømme. Søren Wormslev kultur@nordjyske.dk Hans Mortensen: "Den røde tråd. SF og vejen til magten" 360 sider. 300 kroner Lindhardt og Ringhof.