SF vil bevare tandbehandling i Fjerritslev

Foreslår behandling både i Brovst og Fjerritslev.

Borgmester Mogens Gade fik i sidste uge overrakt 1308 underskrifter mod en lukning i Fjerritslev. Arkivfoto: Torben Hansen

Borgmester Mogens Gade fik i sidste uge overrakt 1308 underskrifter mod en lukning i Fjerritslev. Arkivfoto: Torben Hansen

SF synes, det er en dårlig ide at lukke for behandling på skoletandklinikken i Fjerritslev og i stedet sende børnene til behandling på klinikken i Brovst. Partiet mener, der fortsat skal være behandling både i Fjerritslev og Brovst. Derfor har SF sendt et brev til borgmester Mogens Gade (V), hvor partiet opfordrer borgmesteren til at få forvaltningen og børne- og familieudvalget til at se på sagen igen. Børne- og familieudvalget mener, at tandbehandlingen i den vestlige ende af kommunen skal centraliseres i Brovst, mens der i fremtiden kun skal være undersøgelse i Fjerritslev. Den konstruktion har fået forældre og flere skoler i den vestlige del af kommunen til at protestere. Ved kommunalbestyrelsesmødet i sidste uge blev der afleveret godt 1300 protestunderskrifter. I stedet for, at børnene fra Fjerritslev skal transpoteres til Brovst, mener SF, at per- sonalet skal være mobilt. - Vi foreslår, at personalet bruger tre dage i Brovst og to i Fjerritslev eller omvendt, siger Erik Ingerslev Larsen (SF). - Det er forældrene, der skal køre børnene til behandling. Det er ikke en kommunal opgave. Det kan betyde, at nogle forældre må tage fri en hel dag for at køre børnene til tandlæge, siger Erik Ingerslev. - Vi frygter, at det kan betyde, at ikke alle børn får den tandbehandling, de har behov for. Med en lokal klinik til behandling kan børnene selv møde op uden at forældrene nødvendigvis skal tage en fridag for at føl- ge dem, siger han og tilføjer, at ved at bevare behandling i både Fjerritslev og Brovst kan man spare en udbygning af klinikken i Brovst. I følge Erik Ingerslev er tandsundheden blandt skolebørnene i Jammerbugt ringere end i en del andre kommuner. SF mener, at en centralisering af behandlingen kan forstærke den tendens. Borgmester Mogens Gade (V) siger, at han har bedt forvaltningen udarbejde et notat, som kan fortælle om SF-forslaget er realistisk. Han tilføjer, at der under alle omstændigheder bliver lejlighed til at snakke om sagen igen. Der skal nemlig frigives penge til rådgiver og til ombygningen af klinikken i Brovst. Det betyder, at fagudvalg, økonomiudvalg og kommunalbestyrelse skal på banen.