SF vil halvere skat på rengøring og husarbejde

Hjørring 1. september 2005 06:00

HJØRRING:En halvering af skatten på rengøring for private borgere. Det er den model, der kunne gøre Hjørring Kommunes omdiskuterede rengøringstilbud til ældre og børnefamilier spiseligt for SF. - Udover at skabe nye job, så vil det også medvirke til at gøre sort arbejde hvidt, siger Ole Sohn (MF), der fra sin post i arbejdsmarkedsudvalget kaldte Hjørrings familieprojekt for "vanvittigt". Her tilbyder kommunen pensionister og børnefamilier at få gjort rent af kontanthjælpsmodtagere for 36 kroner i timen - langt under markedspris. Forslaget gælder også et skattenedslag på 35 procent mindre arbejder som indkøb, havearbejde, energibesparende foranstaltninger og reparationer på boliger, og prisen vil være lidt over tre gange så høj som prisen i Hjørring. - I dag er det uforholdsmæssigt dyrt for private at få foretaget den slags og vil give mindst 12.000 job - ikke mindst i nogle af de grupper, der i dag er på kanten af arbejdsmarkedet, siger Ole Sohn. Han vurderer, at forslaget bliver udgiftsneutralt, når det skaffer flere i arbejde, og dermed både sparer det offentlige for kontanthjælp og giver øgede momsindtægter. Stor succes Kommunen har hidtil set projektet som en stor succes, idet 60 procent af deltagerne siden har fået arbejde. Men det er ingen succes, når betingelserne for rengørerne er under lavmålet, mener Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Jørgen Arbo-Bæhr: - Det er noget svineri, når Hjørring Kommune bruger kontanthjælpsmodtagere til løntrykkeri. De bør efterbetale deltagerne, der ikke har fået løn for deres arbejde, men kun kontanthjælp, siger Jacob Arbo-Bæhr. - Det er urimeligt, at en kommune på denne måde kan gøre noget, man udmærket godt ved er ulovligt for på den måde at lægge pres på lovgiverne, siger arbejdsmarkedsordføreren. Han stillede onsdag tre spørgsmål til beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen (V). Han vil sikre, at der bliver indført sanktioner overfor kommuner som Hjørring, og at kontanthjælpsmodtagere med fuld ret kan sige nej til at være med i denne type projekter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...