Lokalpolitik

SF vil have skattestigning

En procent mere i skat giver 40 mio. kroner mere i kommunekassen

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:- Det ser ikke godt ud, siger SF’s enlige byrådsmedlem Henning Jørgensen med henvisning til forvaltningens budgetudkast. Forvaltningen har regnet sig frem til, at der i det tekniske budget er et hul på 36 mio. kroner for at få regnestykket for det kommende år til at gå op, men Henning Jørgensen håber på et tilskud fra staten, og anslår derfor, at kommunen står med et problem, som han betegner det, på mellem 20-25 mio. kroner. - Det er et alvorligt problem, og det er utænkeligt at spare i et omfang af 20 mio. kroner på de vanskelige områder, såsom ældre, handicap, børn og miljø. Men jeg vil godt være med til at se på, hvad vi kan finde af rimelige besparelser - jeg har endnu ikke kigget på prioriteringskataloget, men her kan godt lægge nogle ting, som kan sluges, siger Henning Jørgensen, der også mener, at det sammen med de ”spiselige” besparelser bliver nødvendigt med en skattestigning. - Jeg har været med siden 1990, og vi har lavet besparelser gennem alle årene. Jeg vil ikke være med til at spare vores personale fuldstændig ned, så hellere en skattestigning. Og det er også et klart signal til omverdenen om, at vi ikke bare kan blive ved med at spare, siger Henning Jørgensen. Den holdning deler hverken Karl Emil Nielsen, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti eller Karsten Frederiksen (K). Heller ikke borgmester Mikael Klitgaard (V) er for en skattestigning. - Det har jeg det ikke godt med, men jeg ved, at alting kommer i spil, når vi i byrådet skal diskutere, hvordan vi strikker tingene sammen. Men jeg mener, at vi skal passe på, at skatten ikke bliver for høj, fordi konkurrenceevnen bliver forringet, vores skatteprocent på 25,7 procent er højere end gennemsnittet i Nordjylland, siger Mikael Klitgaard. For Socialdemokraternes gruppeformand Arne M. Jensen er en skattestigning sidste udvej. - En skattestigning er ikke en løsning på de problemer vi står med, men prisen for nedskæringer kan også blive så høj, at det kan blive nødvendigt, men det er ikke noget, vi har i tankerne lige nu. Men vi ser hellere en stigning på skat end kraftige serviceforringelser, siger han.