EMNER

SF vil redde ægteskabet for pensionister

Førtidspensionister skal kunne gifte sig uden at tænke på økonomien, mener partiet

ODENSE:Forud for efterårets forhandlinger om en førtidspensionsreform spiller SF nu ud med deres ide. Partiet er klar til at bruge 600 millioner kroner, så førtidspensionister kan være gifte uden, at deres ægtefælle skal forsøge dem. - Hvis den ene ægtefælle bliver syg og ikke kan arbejde mere, så kommer der oven i sygdommen et dramatisk indkomsttab, og det oplever de meget uretfærdigt. Jeg synes, det er en rigtig god ide, at vi ikke har en straf, der rammer oven i sygdom, siger Villy Søvndal, som vil friholde indtægter under 400.000. Den konservative socialordfører, Vivi Kier, er derimod ikke sikker på, at netop gifte førtidspensionister er den mest trængende gruppe. - Jeg er med på, at de synes, det er urimeligt, men det vigtige for mig er, at der er et sikkerhedsnet til de svageste, og i en tid, da vi virkelig skal passe på økonomien, så er jeg ikke klar til at love noget, siger hun. Til gengæld er hun enig med SF i, at nogle af de 250.000 danske førtidspensionister kan hjælpes i job igen. SFs oplæg er, at det skal ske med hjælp fra særlige jobkonsulenter og ved at tvinge alle større virksomheder til at oprette fleks- og skånejob.