SF vil skabe nyt erhvervseventyr

Vi kan skabe tusindvis af arbejdspladser i udkantsområderne. Vi kan skabe et nyt erhvervseventyr. Og vi kan gavne klimaet.

Og et nyt EU-program kan endda bidrage med finansieringen. Svaret er bioethanol. SF foreslår støtte til to fuldskalaanlæg, der kan producere bioethanol ved hjælp af overskudshalm. Bioethanolen kan erstatte benzin og dermed gøre transportsektoren mere klimavenlig. Forslaget er allerede blevet bakket op af både Dong, Novozymes og Landbrug og Fødevarer. Landbrug og Fødevarer sagde til DR, at de ikke kunne forestille sig, at regeringen ikke ville være med til at skabe vækst og beskæftigelse og et grønnere Danmark, som SF's udspil var udtryk for. Vores forslag vil skabe tusindvis af arbejdspladser i yderområder, hvor mange er blevet fyret gennem de seneste år. For anlæggene skal være nær halm og marker. Det vil give en ekstraindtægt til landbruget i form af salg af halm og samtidig skabe en betydelig følgeindustri form af eksport af teknologi, enzymer og knowhow. Samtidig vil satsningen på bioethanol styrke Danmarks forsyningssikkerhed. Konservative er klar til forhandlinger med det samme, har de sagt fredag, mens Venstre overraskende kalder forslaget for varm luft. Det er positivt, at de Konservative ligesom de store erhvervsorganisationer melder positivt tilbage og ønsker at sætte gang i et potentielt grønt erhvervseventyr og skabe tusinder af arbejdspladser i udkantsområder. Og vi er bestemt klar til at forhandle det konkrete forslag og andre grønne vækstideer med dem. Det er bemærkelsesværdigt, at Venstre kalder udspillet for varm luft, fordi det bygger på ideer fra erhvervslivet. Er det udtryk for en generel holdning, de også bærer med sig ind i Vækstforum? Bemærkelsesværdigt. Vi mener, vi skal i gang nu. Regeringen - særligt Venstre - snakker og snakker, men gør intet konkret for at skabe den vækst, vi har så stor brug for. Det må være op til Venstre, om de vil handle eller ej. SF vil ikke vente mere. For vi kan endda sætte gang i det uden, at det koster alt for meget, fordi vi vil søge støtte fra et nyt EU-program, som kan dække halvdelen af den offentlige støtte til innovative, vedvarende projekter. Så forestiller vi os, at resten af den statslige medfinansiering f.eks. kan findes gennem en omlægning af erhvervsstøtten. SF vil handle nu. Derfor har vi præsenteret denne konkrete plan, der kan skabe tusindvis af arbejdspladser i udkantsområderne, skabe et nyt grønt erhvervseventyr og gavne klimaet. Hvad venter vi på?