SF vil undersøge kønsfordeling i lovråd

SF vil have undersøgt, hvorfor kvinder ikke havde plads i Straffelovrådet under arbejdet med sexkøbs-rapport.

SF vil undersøge kønsfordeling i lovråd

SF's ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge, vil undersøge, hvorfor der ikke er en eneste kvinde repræsenteret i Straffelovrådet under udarbejdelsen af den 900 sider lange rapport om blandt andet sexkøb i Danmark.

Straffelovrådet er et af landets mest respekterede juridiske organer, men siden det for nylig anbefalede regeringen at undlade at kriminalisere prostitueredes kunder, er rådet af især Enhedslisten blevet kritiseret for at være påvirket af en kønspolitisk slagside.

Alle rådets medlemmer er nemlig mænd, og det får nu Pernille Vigsø Bagge op på dupperne:

- Vi har ligestillingslovgivning, der siger, at der i alle offentlige råd, nævn og udvalg skal udpeges både mænd og kvinder, siger SF's ligestillingsordfører.

- Så når vi nu har sådan et råd, hvor der øjensynligt ikke er udpeget nogen kvinder, så har jeg bare sagt, at det er bemærkelsesværdigt, og at jeg nu vil prøve at undersøge, hvad der ligger til grund for, at det ene køn slet ikke er repræsenteret, siger hun.

- Prostitution er også et ligestillingsmæssigt problem, og derfor er det måske rimeligt nok, at der sidder jurister af begge køn i Straffelovrådet.

Spørgsmål: Tror du, det har påvirket rådets anbefaling, at det kun består af mænd?

- Det kan jeg ikke sige noget om. Det vil være helt hypotetisk at gætte på. Men grunden til, at vi vil have begge køn repræsenteret, er, at man ved, at mænd og kvinder er forskellige, er opdraget vidt forskelligt, og derfor har forskellige vinkler på sagerne.

Spørgsmål: Syv af Folketingets otte ligestillingsordførere er kvinder. Tror du så også, at det har betydning for, hvordan ligestilling bliver diskuteret?

- Ministeren er også en mand.

Spørgsmål: Men tror du, det for eksempel kan have betydning for, at det sjældent bliver nævnt, at der faktisk er flere mænd end kvinder, der prostituerer sig?

- Det tror jeg ikke. Jeg tror, at alle os, der beskæftiger os med prostitution har prøvet at belyse alle aspekter af området, siger hun.

- Men i SF er vi lidt trætte af, at vi altid taler om de prostituerede og ikke kunderne - de har næsten kun ét køn, uanset om den prostituerede er mand eller kvinde.

Straffelovrådets formand, landsretspræsident Bent Carlsen, afviser kønskritikken.

- Jeg ser ikke nogle specifikke kønspolitiske problemer i det her. Jeg står uforstående overfor, at man ikke som mand skulle kunne have lige så stor indsigt i problemerne, som man kan som kvinde, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.