SF: VKO og R har foræret milliarder af oliekroner bort

Selvom SF glæder sig over togfond, så er der frustration over, at statskassen går glip af milliarder fra Mærsk

1. marts 2013 15:28 - Opdateret 1. marts 2013 15:30

SF: VKO og R har foræret milliarder af oliekroner bort

Danskerne kan se frem til at få ekstra 27 milliarder kroner fra olieselskaberne i Nordsøen, som regeringen vil bruge på hurtigere tog mellem landsdelene.

Men beløbet kunne være meget større, hvis ikke Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti - og det nuværende regeringsparti De Radikale havde indgået en bedre aftale med de store olieselskaber A.P. Møller-Mærsk, Chevron og Shell.

Det siger SF's politiske ordfører, Jesper Petersen:

- Der findes ikke den juridiske ekspertise, der kan få lirket den aftale op, og det må vi acceptere, for staten har bundet sig til aftalen.

- Men jeg er frustreret over det, fordi vi har ønsket, at danskerne skulle have en større del af de værdier, der kommer ud af vores fælles ressourcer i Nordsøen, siger Jesper Petersen.

I 2003 indgik Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale den omstridte Nordsøaftale, som løber frem til 2042.

Aftalen sikrede staten en større andel af overskuddet fra de store olieselskaber, men er siden blevet kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at tage højde for, at prisen på olie kunne stige, og at selskaberne derfor kunne tjene mere på deres investeringer i Nordsøen.

Da aftalen blev indgået i 2003, kostede en tønde olie 20 dollar. Siden er prisen mere end femdoblet til over 100 dollar per tønde. Ifølge beregninger fra tænketanken Concito er staten gået glip af omkring 75 milliarder kroner, fordi man ikke tog højde for udviklingen.

Jesper Petersen placerer ansvaret hos VK-regeringen med daværende erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) i spidsen og aftalepartierne - herunder De Radikale.

- Enten har Bendt Bendtsen og aftaleparterne sovet i timen, eller også har de foræret milliarder og milliarder af kroner væk til olieselskaberne, som kunne være kommet danskerne til gavn, siger Jesper Petersen.

Mens regeringen ikke har kunnet opkræve mere skat fra de store olieselskaber i Dansk Undergrunds Consortium (DUC), så har man hævet skatten for andre olieselskaber, så alle fremover skal betale det samme til statskassen.

Spørgsmål: I havde muligheden for at hæve andre olieselskabers skat. Hvorfor skal den så ikke være højere end selskaberne i DUC?

- Nu får vi en ensartethed i reglerne. Det må være sådan, det er. Og på bundlinjen vil der være 27 milliarder kroner ekstra til danskerne, som vi vil bruge til investeringer i infrastruktur. Det er positivt, og det har SF ønsket, siger Jesper Petersen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...