Lokalpolitik

SFO’er får ny tur på vægtskål

Byråd kviede sig ved at opgive pasning fra om eftermiddagen

AARS:Hvis et politisk regnestykke kan give resultatet uafgjort, så skete det på mandagens møde i Sammenlægningsudvalget. Den matematiske del af udregningen var i og for sig enkel: Med de penge, politikerne har sat af til skolernes fritidsordninger (SFO’er), så ville der ikke blive plads til eftermiddagstilbud. Og de er meget populære i de to kommuner, de findes i, Farsø og Aalestrup. - Skal vi have et eftermiddagsmodul, mangler vi 1,5 million kroner, og det tror jeg ikke, I vil give os, fortalte Børne- Skoleudvalgets formand, Jan Dyregaard (V). I politik er to plus to imidlertid kun fire, hvis der er flertal for det. Nogle kan mene, at der mangler et faktor i regnestykket. For eksempel Jan Dyregaards par-tifælle, Ole B. Sørensen: - Vi må respektere, at der ligger et stort arbejde bag indstillingen. Alligevel siger jeg som i reklamen: “Det er en om’er”. Jeg mener ikke, det her giver mange borgere et reelt valg. Derfor bør sagen gå tilbage, så vi kan få reel fleksibilitet i SFO’erne, sagde Ole B. Sørensen. Håndværkere i klemme Bent Sloth (K): - To tredjedele af Aalestrups forældre ville vælge en deltidsplads, det afskærer det her dem fra. Vi må tage udgangspunkt i, hvad det koster at give folk det, de kan lide, lød det fra ham. Ole B. Sørensen bad om en forklaring på, at Aalestrup kunne give tilbuddet betydeligt billigere end Vesthimmerland kommune. - Det kan ikke siges præcist, men det har noget med normering at gøre. Det er det eneste sted, de kan hente pengene, svarede Jan Dyregaard. Asger Andersen (S), var også betænkelig: - Det er murere, tømrere og andre uden flekstid, der betaler prisen for dette. Virkeligheden er, at Familien Danmark arbejder mere end 37 timer om ugen, sagde han. Og så blev det en om’er.