Skolevæsen

SFO farvel med musik

Sidste dag i Kappelborg-fritter

SKAGEN:Mens de første toner i går lød fra festivalens torvescene i Kappelborgskolens "ydre" gård, legede de sidste Kappelborgbørn i den indre gård i skolens fritidsordning. De havde god plads. Indendørs var der næsten et rum til hver. Kun syv børn havde brug for pasning i denne ferieuge. I dag fortsætter seks af børnene i fritidsordningen på Hedeboskolen, mens en enkelt skal på Ankermedets Skole. - Vi pakker ned. Ellers er der ikke noget at lave. Det er trist, fortæller pædagog Lene Dahl, der som den eneste er arbejdsløs i dag. De øvrige pædagoger følger med på Hedeboskolen. Rundt omkring i værkstederne var kasser og sække pakket med gule eller røde sedler som symbol på en fremtid enten på Hedeboskolen eller på Ankermedets Skole. Sådan er det iøvrigt på hele Kappelborgskolen. Alle skoler, inklusive Brovandeskolen og Produktionsskolen samt daginstitutioner har hentet, hvad de kunne bruge. Tilbage er endnu mange, mange ting, der er samlet gennem skolens 104 år lange historie. Der er langt endnu, inden det sidste er væk. Som inspektør på en skole, der er lukket, er Birthe Borum i den paradoksale situation, at hun må arbejde hele sommeren. Ferie begrænser sig til en enkelt dag engang imellem.