SFU: Nu skal vi kæmpe for venskabet med EL

På SF's krisemøde søndag eftermiddag er venskabet med Enhedslisten et vigtigt punkt på dagsordenen, siger SFU.

SFU: Nu skal vi kæmpe for venskabet med EL

Da regeringen valgte at gå fra en næsten færdig aftale med Enhedslisten og i stedet på få timer indgå skattereformen med Venstre og Konservative, kostede det opbakningen fra Enhedslisten, der nu "er i opposition" med Johanne Schmidt-Nielsens (EL) ord.

Det sætter regeringen i en meget sårbar situation, mener Gry Möger Poulsen, formand for SF's ungdomsparti, SFU.

Hun mener derfor, at partiet på krisemødet søndag eftermiddag skal finde ud af, hvordan de genvinder det gode forhold til Enhedslisten.

- Jeg håber selvfølgelig, at vi finder ud af, hvordan man sikrer et fortsat godt samarbejde med Enhedslisten.

- Fordi det er rigtig vigtigt, at vi i fremtiden kan lave aftaler med Enhedslisten, siger Gry Möger Poulsen, der dog selv er forhindret i at deltage i mødet.

- SF er jo regeringens venstrefløj og forsøger i alle forhandlinger at trække regeringen til venstre. Derfor er vi jo i sagens natur interesserede i et tæt samarbejde med Enhedslisten, fortsætter hun.

På dagsordenen til dagens krisemøde er også selve forløbet omkring skatteaftalen. Flere af landsledelsens medlemmer samt folketingsmedlem Özlem Cekic har kritiseret "den blå skattereform" og SF's ledelse i kraftige vendinger.

- Jeg håber selvfølgelig, at folk står mindre stejlt, når de er i samme lokale og kan snakke med hinanden frem for at diskutere i medierne. Men det er selvfølgelig en svær situation, siger Gry Möger Poulsen.

Hun og resten af SFU havde også håbet på, at skatteaftalen var blevet indgået med Enhedslisten, og dermed står Gry Möger Poulsen i opposition til sin storebror, skatteminister Thor Möger (SF) og den øvrige partiledelse.

- Jeg mener afgjort, at den burde være blevet indgået med Enhedslisten, siger Gry Möger Poulsen, der ser frem til at få en forklaring på forløbet bag skattereformen.

/ritzau/