Shakespeare er hans foretrukne

Al Pacino - 70 år søndag. Foto: Scanpix

Al Pacino - 70 år søndag. Foto: Scanpix

¤Al Pacino, skuespiller, fylder søndag 70 år. Al Pacino har siden "The Godfather" haft status som én af vor tids største skuespillere. Men han finder de største udfordringer på teatret. Al Pacino er af italiensk afstamning. Han var 17, da han droppede ud af skolen, og allerede længe forinden havde han indstillet sig på, at han ville prøve lykken som skuespiller. Ved siden af dårligt betalte småjob optrådte han med mellemrum på ydmyge scener i New Yorks alternative teatermiljø, men kunne i 1966 omsider tage et afgørende skridt i den rigtige retning, da han blev optaget på den berømte teaterskole The Actors Studio i New York. De følgende år fik han en række stadig mere markante roller på teatret, mens filmdebuten kom i 1969 i den ellers upåagtede "Me, Natalie". To år senere ydede Al Pacino en mindeværdig præstation som narkoman i "Panik i nåleparken". Instruktøren Francis Ford Coppola så filmen og var klar over, at her havde han sin Michael Corleone til den produktion, der senere skulle blive en milepæl i moderne filmhistorie. Langt mere kendte og etablerede navne rendte produktionsselskabet og instruktøren på dørene for at få rollen i "The Godfather". Men Coppola insisterede på Pacino, som her for første gang fascinerede en hel verden med sin fine diktion og intense spillestil. "Denne varme ravnerøst, et instrument af Guds nåde", som der mange år senere stod at læse i Politiken. Værktøjet havde han udviklet på teatret, og Al Pacino har aldrig lagt skjul på, at det er her, han finder de største udfordringer. Primært som skuespiller, men også som instruktør, og han vælger ofte filmroller, fordi de sikrer ham brød på bordet og den frihed, der giver ham den tid, som det nu engang tager at lave ordentligt teater. - Shakespeare betyder alt for mig, lød det fra Pacino, da det i 2004 lykkedes ham at realisere et livslangt ønske om at filmatisere "Købmanden i Venedig". I 1992 indkasserede Pacino karrierens hidtil eneste Oscar for sin rolle i "En duft af kvinde". Af andre film fra de seneste år kan blandt andet fremhæves "Heat" og "The Insider". Al Pacino er i øjeblikket involveret i otte nye produktioner, som enten står foran premieren eller befinder sig i planlægningsfasen. Blandt dem er Shakespeares "Kong Lear". Al Pacino har tre børn, men har aldrig været gift. To af børnene er tvillinger, født i 2001, som han fik med sin daværende kæreste, Beverly D'Angelo. /ritzau/