Shakespeare up to date

Science-fiction stykke trækker på temaet fra Romeo og Julie

Gammel kærlighed ruster aldrig - heller ikke selv om den er 407 år. Og fra på tirsdag er William Shakespeares "Romeo og Julie" fra 1597 aktuel i Jako-Bole Teatrets nye forestilling "Karantæne" med eftertitlen "en science-fiction historie bygget på Shakespeares Romeo og Julie". - Den kunst, vi forsøger at lave, er jo i forsøget på, at det skal bidrage med noget nyt. Men nyt er i virkeligheden også at råbe op om, at det gamle er godt nok, forklarer Karantænes instruktør Barbara Borchorst. - Det kan lyde vældig konservativt. Men når noget er en klassiker, er det fordi, der er en fundamental, væsentlig historie. Og historien er netop det store lighedspunkt mellem "Karantæne" og Shakespeares klassiker, forklarer dramatiker Anders Ramberg, der har skrevet stykket. - Der er en masse, vi har lånt fra Shakespeare, og folkene bruger citater fra Romeo & Julie. Men frem for alt er det temaet. De møder kærligheden, de vælger kærligheden, og de dør af kærligheden, fortæller Anders Ramberg, der også fungerer som kunstnerisk leder på Jako-Bole Teatret. Science-fiction stykket foregår i en anden, fjern tid, år tre efter CAT 4, og den moderne verden er delt i to. Mellem mennesker der lever i enklaver i sikkerhedszoner styret af regler, og mennesker der lever uden for zonerne, de såkaldte Hubinors, en forkortelse for "human beeing not registrated". På scenen personificeret ved manden RO 1564 og kvinden Shake, spillet af Michael Derlev og Tina Nøhr. - Jeg er disponent for det følelseskolde, og jeg kommer fra et samfund, hvor følelser, kærlighed og poesi er afskaffet for længst. Hvor man er maskinel, en slags robot uden at være det. Men jeg finder ud af, hvad kærligheden og lidenskaben kan give, forklarer Michael Derlev alias RO 1564. Uden for enklaven lever Shake, der læser bøger, poesi og tegneserier og lever i en hule. - Jeg er det modsatte af enklaven og disponent for det menneskelige. Det er mig, der giver udtryk for følelser,vrede, kærlighed, angst. Men jeg er jaget. Fordrevet væk. Og han skal slå mig ihjel, men det går jo ikke lige så let, afslører Tina Nøhr. De to forelsker sig i hinanden, og resten af historien følger tro "Romeo og Julie". Shakespeare er nemlig stadig aktuel. Up to date. Også for de unge over 12 år, som stykket især henvender sig til. En gruppe, som instruktøren meget gerne vil appellere til. - Kunst og i den her sammenhæng teater skal ikke forstås med hjernen. Det skal forstås med hjertet, mener Barbara Borchorst. Kodeordet er "sekvenser, der går i maven". - Skal man forstå alting heroppe?, spørger hun og sætter en finger mod tindingen. - Børn og unge er gode til at forstå med maven. De tænker i virkeligheden flere eksistentielle tanker end os voksne, for de har jo ikke travlt som os. Noget af det vigtigste er, at de unge kan genkende det, der foregår på scenen. - Så vi er meget opmærksomme på at prøve at ramme en åre, en puls, som ligger i ungdommen. Jeg er nødt til at finde et udtryk, de unge kender. Og derfor prøver vi at skabe et computerunivers, siger hun. - Indpakningen er ikke realisme. Det er eventyr, computerspil, science-fiction. Men det afspejler de unges kultur i dag. Og det er en måde vi kan ramme dem på, en måde vi kan nå dem på. Hvis vi ikke rammer dem i hjertet, er det ligegyldigt. Og vigtigst... at de lærer at lytte til sig selv, forklarer Barbara Borchorst og understreger, at stykket ikke kun er for unge, men for alle. "Karantæne" er det sidste af fire forestillinger, der bliver genopført på Jako-Bole Teatret i forbindelse med den 25 års jubilæumssæson. Med samme manuskript som da stykket blev opført første gang i starten af 1990'erne, men med nye skuespillere og ny instruktør. - Det er den af de fire, der har været mest åben for nyfortolkning. Den har i den grad været den mest åbne for instruktøren at lege, forklarer Anders Ramberg. Det ses blandt andet på scenen. Et indhegnet, nøgent landskab med spredte murbrokker og et spinkelt træ i midten med få grønne blade. Scenen er rektangelformet, på størrelse med en stor stue, og der sidder publikummer på begge sider. Noget anderledes ifølge de to skuespillere. - Det er spændende med en scenografi, hvor man skal sende til begge sider. Der bliver mere intimt publikum og os imellem, forklarer Michael Derlev. Tina Nøhr nikker og supplerer sin kollega. - Publikum bliver en del af universet. Og de får nogle chok. Men også en oplevelse, man ikke får på de store steder. - I hvert fald en anden oplevelse, tilføjer Michael Derlev.