Udland

Shanghai har fået sit frihandelsområde

Storbyen Shanghai i Kina er blevet frihandelsområde. Kontrollen lempes på en række områder.

Shanghai har fået sit frihandelsområde

Der er etableret en frihandelszone i millionbyen Shanghai på Kinas østkyst.

Shanghai regnes for Kinas handelscentrum, og frihandelsområdet i byen dækker 29 kvadratkilometer.

Zonen blev åbnet søndag ved en ceremoni, hvor også handelsminister Gao Hucheng deltog.

- Etableringen af Shanghai Frihandelszone er et betydeligt skridt for Kina, når det gælder at tilpasse sig tendenserne i den globale økonomi og handel, og når det gælder at implementere en mere aktiv strategi om at åbne sig, siger Gao i en erklæring.

De kinesiske myndigheder vil meget nøje følge udviklingen i den nye frihandelszone. Den regnes for en test for at se, om Kina kan gennemføre strukturelle ændringer samtidig med, at økonomien tilpasses en langsommere vækst.

I frihandelszonen vil der som et forsøg være et markedsbaseret renteniveau, restriktionerne for udenlandske investeringer lempes, og kontrollen inden for 18 sektorer lempes.

Sektorerne går lige fra finans til shipping og kulturelle aktiviteter.

Avisen Oriental Morning Post skriver, at Kinas fire store statslige banker vil åbne afdelinger i zonen.

Det samme vil, skriver avisen, amerikanske Citibank, og avisen har også oplysninger om, at internationale virksomheder som Microsoft og Porsche er involveret i investeringsprojekter i frihandelszonen i Shanghai.

Internationale analytikere er dog fortsat afventende og vil se, hvad der sker, før de dømmer, om det er en succes eller ej.

- Vi må se hvilken slags reguleringer, der indføres, siger Stefan Sack, vicepræsident i det europæiske handelskammer i Kina.

Han tilføjer, at frihandelszonen i Shanghai alene ikke vil ændre den måde, der laves forretninger på i Kina.

Der er tidligere oprettet særlige økonomiske zoner i Kina, men de har mere været rettet mod fremstillingsindustrien.

Den nye zone er rettet mod servicesektorer, og det hilser analytikerne velkommen.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst