Israel

Sharon går ikke ind for fordrivelse af Arafat

} JERUSALEM: En fordrivelse eller udvisning af Yassir Arafat "ville ikke være godt for Israel", sagde den israelske premierminister, Ariel Sharon, i et interview, som i går blev offentliggjort i Jerusalem Post. - Vores vurderinger har i årevis været, at det ville være dårligt for Israel at udvise ham, sagde Sharon til den engelsk-sprogede avis. - Der er desuden ringe sandsynlighed for, at det er muligt at fordrive ham uden at såre ham. Ikke på grund af hans sikkerhedsvagter, men fordi han ville være omgivet af en menneskekæde af israelere, sagde den israelske regeringschef videre og fastslog: - Det er vor efterretningstjenesters opfattelse, at det ikke ville være en god ide at udvise ham. Israels udenrigsminister Silvan Shalom sagde torsdag, at "palæstinenserne med Arafat i spidsen fortsætter med at opmuntre til terrorangreb." - I sidste instans kommer amerikanerne til at indse, at så længe Arafat forbliver i regionen, vil det være umuligt for en anden, mere moderat palæstinensisk ledelse, som er parat til dialog med Israel, at trænge igennem. Sharons regering godkendte allerede den 11. september i år i princippet fjernelsen af Arafat. /ritzau/AFP