EMNER

Sharon overvejer folkeafstemning om Gaza

JERUSALEM:Israels premierminister, Ariel Sharon, overvejer at holde en folkeafstemning om planen om at fjerne en række israelske bosættelser fra palæstinensisk jord og etablere en fysisk adskillelse mellem Israel og de palæstinensiske områder. - En folkeafstemning er en god ting, citerede israelske medier onsdag Sharon for at sige. Hans plan, der bl.a. handler om, at han vil fjerne de fleste bosættelser fra Gazastriben, har vakt oprør blandt israelske bosættere og deres tilhængere, der også er repræsenteret i hans koalitionsregering. Flere medlemmer af Sharons Likudparti har sagt, at en folkeafstemning vil kunne give vælgerne, der ifølge meningsmålinger går ind for at rømme Gaza, en mulighed for at tage stilling til planen. En højtstående regeringsembedsmand bekræftede senere onsdag, at en folkeafstemning er under overvejelse. - Men en mulighed er også at udskrive valg eller danne en ny regering. Alle disse muligheder studeres i øjeblikket, sagde han. Sharon har tidligere sagt, at han vil gennemføre en ensidig plan om at adskille Israel og de palæstinensiske områder, med mindre der kommer skred i de israelsk-palæstinensiske forhandlinger. Det er blevet antydet, at planen kan iværksættes i den kommende sommer. Planen vil indlemme dele af de palæstinensiske områder i Israel, idet Israel i øjeblikket er i gang med at bygge en separationsmur. Denne mur bygges flere steder på Vestbredden og ikke langs den såkaldte grønne linje mellem Israel og Vestbredden. Israel har sagt, at muren skal holde palæstinensiske selvmordsterrorister ude af Israel, mens palæstinenserne siger, at Israel bruger muren til at fastsætte en kommende grænse uden at forhandle. Israelske medier har rapporteret, at Sharon har sagt til sine rådgivere, at han udskriver nyvalg i juni eller juli, hvis han ikke får parlamentarisk opbakning til sin plan, men tirsdag var første gang, at muligheden for en folkeafstemning nævnes. Israel har siden 1967 holdt Vestbredden, Østjerusalem, Gazasstriben og Golanhøjderne besat. Østjerusalem og Golan har Israel annekteret, hvilket ikke er anerkendt internationalt, og Israels byggeri af muren på Vestbredden er også udsat for international kritik. Bl.a. siger EU, at det godt kan acceptere en mur, der bygges på den grønne linje. Det er således usikkert, hvad der vil ske, hvis de israelske vælgere bakker op om en plan, der i praksis vil betyde, at Israel i strid med international lov og omverdenens holdning annekterer dele af Vestbredden. Det ventes, at Sharon senere i denne måned rejser til Washington for at orientere præsident George Bush om planen. Flere af de ultrahøjreorienterede medlemmer af hans koalitionsregering har bebudet, at de så vil forlade Sharons regering. Det store oppositionsparti Arbejderpartiet har lovet, at det vil støtte Sharons plan, og der har også været forlydender fremme om, at partiet vil søge at komme med i regeringen, hvis planen skal realiseres. /ritzau/AFP