EMNER

Sharon vil fjerne 17 bosættelser

Premierministeren arbejder med en endelig løsning for frem i Israel

JERUSALEM:Israels premierminister, Ariel Sharon, planlægger at fjerne 17 israelske bosættelser i Gazastriben. Det sagde han i går til den israelske avis Haaretz. - Jeg har beordret evakuering af 17 bosættelser i Gazastriben. Det er min hensigt at gennemføre denne evakuering - undskyld flytning - af bosættelser, der giver os problemer, og som vi alligevel ikke vil holde på i en endelig løsning, tilføjede premierministeren. - Jeg arbejder ud fra den antagelse, at der i fremtiden ikke vil være jøder i Gaza. Kilder i hans Likudparti sagde, at han mandag eftermiddag præsenterede partiet for sine forslag. - Han afviste det ikke. Jeg er i choktilstand, sagde parlamentsmedlemmet Yehiel Hazan, der leder en bosætterlobbygruppe i Likud. Ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters betyder Sharons udspil, at der "kun" vil være to eller tre bosættelser tilbage i Gaza, men allerede kort efter premierministerens udtalelse svarede Gaza-bosætterne igen. Efter meldingerne fra Sharon trådte lederne af Gazabosætterne sammen, og de udsendte senere en erklæring, hvor de lover, at de nu tager kampen om mod premierministeren. - Gazastribens regionale bosætterråd udtrykker dets beklagelse over disse uheldige forslag. Bosætterne vil ikke holde igen med bestræbelser, sammen med andre elementer i den nationalistiske lejr, for at afkorte premierminister Ariel Sharons mandat med alle legale midler, hed det i erklæringen. - Vi appellerer til Sharon om omgående at vende tilbage til sin tidligere fornuftige holdning og ikke påføre Israels folks en ny katastrofe ved at fjerne jøder fra deres hjem, sagde de i erklæringen. Tidligere har bosætterne regnet Sharon for deres mand. Det er Sharon, der fra skiftende ministerposter har stået for meget af udbygningen af bosættelserne i Gaza og på Vestbredden, og i 1998, da han var i opposition, opfordrede han til at "besætte højderne", som endnu ikke havde israelsk tilstedeværelse i områderne. Imidlertid har Sharon nu truet med, at han vil foretage en ensidig israelsk separation fra palæstinenserne, medmindre der kommer fremskridt ved de fredsforhandlinger, der i praksis ikke er i gang. Han har tidligere sagt, at også afsidesliggende bosættelser på Vestbredden skal fjernes, men det har knebet med de praktiske tiltag. Palæstinensiske ledere udtrykte mandag eftermiddag tvivl om Sharons reelle hensiger. - Ingen palæstinenser vil modsætte sig evakuering af nogen som helst israelsk bosættelse. Men jeg er bange for, at vi igen hører og ser erklæringer, der er beregnet til offentligt brug og public relation, sagde den palæstinensiske chefforhandler, Saeb Erekat. Nabil Abu Rudeina, rådgiver for palæstinenserleder Yasser Arafat, var også forsigtig. - Formålet er at tilfredsstille den offentlige opinion. Det, der kræves fra israelsk side, er ikke at tilfredsstille den offentlige mening, men at standse massakrer på palæstinensere og at stoppe med at bygge muren, sagde han med henvisning til den mur, som Israel er i gang med at bygge for at adskille Israel og Vestbredden - en mur, som Israel for en stor dels vedkommende bygger på palæstinensisk jord. Sharon satte i øvrigt ikke noget tidspunkt på for en fjernelse af de 17 bosættelser. Bosættelserne i Gaza er, i lighed med de israelske bosættelser bl.a. på Vestbredden, bygget i strid med Gèneve-konventionen, der bl.a. siger, at det er forbudt at bosætte egne borgere i besatte områder. Israel har siden 1967 holdt Gaza besat. Sharon sagde, at han vil drøfte med USA, hvordan finansieringen af flytningen af Gaza-bosætterne skal finde sted, men han sagde, at han under et møde i USA med præsident George Bush senere i denne måned vil tage spørgsmålet om bosættelserne i Gaza op. - Absolut. Det må gennemføres med amerikanernes enighed og støtte. Vi har brug for deres støtte. Premierministeren sagde i øvrigt også til Haaretz, at det ikke er en simpel operation at flytte bosætterne. - Vi taler om en befolkning på 7500 mennesker. Vi taler om tusindvis af kvadratkilometer af drivhuse, fabrikker, pakkehaller. Folk har boet der i tre generationer. At flytte dem er ikke noget, der sker hurtigt, specielt ikke hvis det er under beskydning, sagde han. Gaza har omkring samme størrelse som Langeland, og de jødiske bosættere bor på ca. en tredjedele af området, mens der bor omkring en million palæstinensere i resten af området. Få steder i verden bor mennesker så tæt, som palæstinenserne i Gaza gør. Israels hær er udstationeret i Gaza for at bevogte bosættelserne, der ofte angribes af militante palæstinensere, der vil have bosætterne ud. Det er ikke umiddelbart klart, om Israels hær vil trække sig ud af Gaza, hvis bosættelserne fjernes. Selve Gaza er afskåret fra Israel af et hegn, der skal hindre Gaza-palæstinensere i at komme til Israel for at begå terrorhandlinger. /ritzau/