Shelters i Blokhus Klitplantage

Skoven skal være mere tilgængelig for offentligheden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vognmand Leif Nielsen, LL Transport, og hans medhjælper placerer et af de nye shelters. Fotos: Helbo Grafisk

Tømrerfirmaet Lars Erik, Pandrup, har haft en af de mere specielle og sjove opgaver de seneste dage. Firmaet har indgået aftale med Naturstyrelsen om at levere et antal shelters til Blokhus Klitplantage. Etablering af en shelterplads er en del af en plan, der skal gøre skoven mere tilgængelig for offentligheden. Placeringen af shelterpladsen er valgt, så den befinder sig nær andre faciliteter i skoven, og så den kan benyttes af vandringsfolk, som går på Nordsøstien, der passerer tæt derved. Tømrermester Lars Eriksen er yderst tilfreds med samarbejdet med Naturstyrelsen, der har stillet høje krav til det håndværksmæssige og til materialerne. - Disse shelters er bygget af kernetræ fra lærketræer, som har mange gode egenskaber, blandt andet et højt indhold af naturlige stoffer, der hæmmer råd og svampeangreb, fortæller Lars Eriksen. Der er lagt fiberdug under de nye shelters for at beskytte mod opvoksende græs og lignende. Skovens medarbejdere vil inden længe dække fiberdugen til med et lag flis, så der bliver en flot afslutning på den nye shelterplads.