Voldtægt

Sheriffen af Hals

Igennem de knapt 21 år, Uffe Pedersen har været landbetjent i Hals, har han ordnet tingene på sin helt egen måde

Landbetjent Uffe Pedersen står lænet op ad dørkarmen, der fører ind til det hus, der har fungeret som hans hjemmearbejdsplads igennem snart 12 år, med et drenget svaj i hoften og armen hvilende på karmen. Udenfor står en af "kunderne". En kommunalarbejder, der er kommet forbi for at spørge, hvorfor i al verden han stopper som landbetjent nu, - efter snart 21 år i Hals. - Jeg bliver nødt til at stoppe. Når man er 63, så er man så gammel, at man ikke kan tæve folk mere, men det kan jo være, at jeg kan komme ud og køre rendegraver sammen med dig, smiler Uffe Pedersen, og fortsætter med at forklare, at grunden til, han stopper er, at han er faldet for aldersgrænsen Og det ærgrer ham noget, for han har elsket sit arbejde i de snart 38 år, han har været i gang. - Det har været mere en leveform end et arbejde, og derfor er det da lidt sært at skulle holde nu, for jeg er jo ikke slidt op, siger han. Stuedøren på klem At jobbet er en leveform, bliver også tydeligt, når man ser hans private bolig. Hjemme hos ham er der nemlig ikke nogen skarp afgrænsning imellem, hvad der er privaten, og hvad der er arbejdspladsen. Politistationen er hans hjem og kun en tynd, glasrudebeklædt fyrretræsdør, der aldrig er helt lukket, skiller hans dagligstue fra kontoret, hvor alle sagsmapperne og plasticposerne med bevismateriale står. Og når vaskemaskinen er i gang, kan man tydeligt høre dens hjemlige brummen inde i stationslokalet. - Jeg kan god lide, at man kan gå lige fra køkkenet og herind. Og gider man ikke snakke med konen, så kan man bare sige til hende, at man lige har noget arbejde, der skal laves, siger han. Og så har han jo, som han siger, nogle officielle mødetider. der hedder fra 6-17. I det tidsrum sidder han, ifølge eget udsagn, "klar med støvlerne på og staven i hånden". Folk retter sig godt nok ikke altid efter kontortiderne, hvis de har noget at anmelde, men det er ikke noget, der hidser ham op. - Det er jeg ligeglad med. Hvis jeg så en dag ikke gider, så siger jeg normalt til dem, at de skal komme tilbage i åbningstiden, og hvis de så synes, at det haster, så råder jeg dem til at ringe ind til det ildsprudlende politi i Aalborg, siger han. Hænderne vender forkert Rollen som betjent og stationsleder var ellers ikke noget, Uffe Pedersen voksede ind i. Moderen var på et ret tidligt tidspunkt klar over, at lille Uffe ikke faldt helt ud som sine øvrige 10 århusianske søskende. Hans ni brødre havde fra fødslen håndværkerens sikre greb om ranglen, mens hun om ham kun kunne sige "Min søn. Dine hænder vender forkert. Du skal ind til staten." Hun skulle have sagt det med et kærligt glimt i øjet, men mente det alvorligt nok. Herefter søgte Uffe Pedersen ind til det danske postvæsen, som han tjente i en periode på to år. Nogle år efter ansporede et par venner ham til at søge ind på politiskolen, og det viste sig faktisk også, at den unge Uffe havde både held og evner til at blive optaget. I løbet af sine første år som betjent på Københavns Station 8, nåede han da også at være med til at anholde vaneforbryderen Ole Eklund og at kigge nærmere på en mand, der var blevet kørt over af en damptromle. Det var også på politigården i København, at han fandt den kvinde, som han stadig deler seng med, Jette Pedersen. Hun sad i Rigsregistraturen og holdt styr på landets efterlysninger og signalementsbeskrivelser, og det kunne han ikke stå for. Efter nogle år ved sædelighedspolitiet og syv år som politiassistent på en "lille hyggelig station i Frederikssund" skiftede han kollegaerne og omgivelserne helt ud, da han sagde ja tak til at blive stationsleder i Narsaq i Grønland, hvor han fik sit eget distrikt på størrelse med Fyn. Det var barsk og koldt deroppe og noget helt andet end det, han kom fra. - Deroppe havde man virkelig brug for en tjenestehund, så det var meget rart at have Store Cjang. Han var halvt hest og vant til at spise en grønlænder om dagen, siger han og henviser til schæferen, der passede på ham og familien. For overfalds-, volds- og voldtægtssager var dagligdag deroppe. I august 1981 valgte han så at sige farvel til kondenseret mælk og hvalkød og flytte teenagedatteren og sønnen, der var kommet i skolealderen, tilbage sydpå. Og pludselig sad han som landbetjent i Hals i sin tjenestebolig på Torvegade, hvor der var knapt så meget brug for "et vilddyr som Cjang". Sin egen herre Skiftet passede ham godt, og selv om børnene klagede over, at de ville hjem igen - til Grønland - gik der ikke lang tid, før familien begyndte at falde til i den lille landsby. - Noget af det, der tiltaler mig ved jobbet her, er, at jeg er min egen herre. Passer jeg mit arbejde, så er der ingen, der gøer af mig, siger han og tilføjer, at det selvfølgelig ikke er alle borgerne i Hals, der elsker ham lige højt. Flere af de lokale drenge husker ham med en let sitren i mundvigene, og Uffe Pedersen har da også ry for at klare tingene på sin helt egen måde. Borgere, der har kørt bil på trods af, at de har fået frakendt kørekortet, har fået beslaglagt bilnøglerne midt ude på en øde landevej og har fået lov til at gå hjem derfra. - For jeg leger ikke taxavognmand i den slags situationer, forklarer han. Hvis han ikke selv har fået fat i folk i gerningsøjeblikket, men har fået at vide, at de kører uden kort, så er han ligeså stille trillet op foran deres carport i sin midnatsblå Volvo V70, og har holdt der og ventet i morgentimerne. - Så bliver der panik i det lille hjem. Og kællingen skal have papilotterne ud af håret og ha' frakken over morgenkåben, så hun kan køre manden på arbejde, siger han og forklarer, at den slags patruljeringer oftest har den ønskede effekt. - Så løser det sig selv, når vedkommende er klar over, at jeg holder øje med ham. 90 procent af mit arbejde ordner jeg ved at snakke med folk. Og det er noget af det, jeg godt kan lide ved at være landbetjent. Det er et lille samfund, hvor man kender hinanden. Det er ikke så formelt, siger han. Hård, kærlig tone Generelt er han ikke stødt på problemer, fordi han håndterer sit job på mindre formel vis, og livet i landsbyen passer ham også godt. Rygtedannelse er han dog vant til at skulle tackle. Blandt andet har han vænnet sig til, at nogen tror, at han rykker ørerne af folk, og myten om, at han kører uvorne drenge ud til Hals Mose og lader dem gå hjem derfra, lever også stadig. I begge tilfælde afviser Uffe Pedersen, at der er noget om snakken. Han medgiver dog, at hans tone kan virke lidt barsk nogle gange, selv om han prøver at tilpasse den efter lejligheden. - Jeg prøver at pippe ligesom de fugle, jeg synger med, men generelt er jeg bramfri og siger, hvad jeg mener. Og det kan folk ikke lave om på. Jeg er vokset op i et hjem, hvor det var ganske normalt at have en hård, kærlig tone, siger han. Og at dømme efter den flok af kunder, der har været forbi Strømergården igennem de sidste par uger, så kommer flere til at savne ham, når han holder som landbetjent. Hvad der efterfølgende skal ske på jobfronten, er Uffe Pedersen ikke sikker på. Han har ikke en eneste bud på det, udover at han "håber på at kunne blive i Hals og genere byens borgere." Men med et glimt i øjet nævner han, at han da ved, at de mangler en postbutik og en ny turistchef i Hals. Og at det kunne interessere ham, vil han ikke udelukke.