Sheriffens anden hobby

Peter Viskinde populær som både musiker og maler

FREDERIKSHAVN:- Der er meget snobberi omkring kunst og nogle mennesker køber garanteret mine billeder, fordi det er mig, der har malet dem. Men det er der så ikke noget at gøre ved. Peter Viskinde, mest kendt som guitarist og sangskriver i rockbandet Big Fat Snake, er også kunstmaler og "Sheriffen fra Lyngby" har et afklaret forhold til sit maleri. - Jeg har malet siden jeg var teenager og for fem-seks år siden begyndte jeg så småt at udstille. Jeg kobler hjernen fra og maler bare det, der falder mig ind. Det er meget ligesom at skrive sange. Du kan ikke planlægge det. Det kommer i små glimt og så gælder det om at fange dem, når de er der. Forleden solgte Peter Viskinde 20 af sine malerier på internetauktionen Lauritz.com - for mellem 8000 og 15.000 kroner pr. stk. Lørdag udstillede han en halv snes af sine værker umiddelbart inden aftenens koncert i FFK-Centeret, hvor Viskinde havde følgeskab af guitaristen Steffen van Norde og Lasse Nyrup på keyboards. Først i september var Peter Viskinde og vennerne fra hans gamle band, Malurt, på 25-års jubilæums turné - fem udsolgte jobs i Aalborg, Odense, Århus, Esbjerg og København - og desuden turnerer han med "Danmarks bedste liveband", Big Fat Snake. - Jeg nyder vekselvirkningen mellem 60.000 tilhørere til Grøn Koncert i Valbyparken og 200 i Årup Bio på Fyn eller FFK-Centeret i Frederikshavn. Med Big Fat Snake spiller vi for alle typer og alle aldersklasser. Nogle af dem kommer udelukkende for festen og fadøllene, men når jeg spiller akustisk og solo for 150-200 mennesker er det lige før nerverne er på højkant. Så skal man altså gøre sig umage, siger Viskinde. Peter Viskinde og Big Fat Snake spiller i Det Musiske Hus 11. november.