Højene

SHI's miniput-piger blev jyske mestre

HJØRRING/KOLDING:For første gang i SHI"s historie har miniput-pigerne nu vundet Det Jyske Mesterskab. Dermed har klubben nu 10 af Jyllands bedste miniput piger. Mesterskaberne blev holdt på udebane i Kolding, hvor finaleresultatet mellem Kolding og SHI endte på 0 - 1. Samtidig har miniput-pigerne i indeværende sæson vundet JBU1 både forår og efterår i egen kreds Og holdet er blevet Nordjyske Mestre ved et stævne i Års forrige weekend. - Det blev en meget dramatisk og til tider hårdt spillet kamp. Men vi vinder altså 1 - 0 på et mål scoret i begyndelsen af første halvleg. Og det selv om Kolding vandt sin kreds med en målscore på 47 - 0 og kun har tabt én kamp de sidste halvandet år, kunne en stolt træner for SHI og miniputpigerne, Preben Jensen, sige efter kampen. Spillerne fik plakette og medaljer overrakt af JBU"s repræsentant. Og tog bussen hjem til Hjørring, hvor SHI med hovedformand og ungdomsformanden i spidsen tog imod spillerne med masser af rød-hvide flag.