Shiitisk oprørsleder har været til møde i Washington

WASHINGTON:Ibrahim al-Jafiri, leder af en af Iraks mest voldelige oprørsgrupper, den shiitiske al-Daawa, var i sidste uge på besøg i Washington. Her mødtes han med USA's Irak-udsending, Zalmay Khalilzad, og parterne har tidligere holdt møde i London. Det oplyste både irakiske og amerikanske kilder fredag. Adskillige irakiske oppositionsgrupper samarbejder i øjeblikket med USA om et Irak efter en eventuel krig. Blandt dem er paraplyorganisationen Iraks Nationale Kongres (INC), hvis leder Ahmad Chalabi fredag fortalte om møderne mellem USA og al-Daawa. Han har tidligere forsøgt at få al-Daawa med i organisationen, men på grund af gruppens mangeårige tætte bånd til Iran, har den været tilbageholdende med for nær forbindelse til USA, og officielt deltager den ikke i det nuværende samarbejde med USA. - USA har forsøgt sig med al-Daawa partiet, og repræsentanter fra udenrigsministeriet og Pentagon (forsvarsministeriet, red.) mødtes i London med al-Daawa. Lederne af al-Daawa kom i sidste uge til USA, hvor de mødtes med Zalmay Khalilzad, sagde Chalabi. En talsmand for Det Hvide Hus bekræftede over for nyhedsbureauet Reuters, at Khalilzad havde haft drøftelser med al-Daawas leder, Ibrahim al-Jafiri. - Det var en del af vores arbejde - at samarbejde med de frie irakere, sagde talsmanden, som ikke havde yderligere kommentarer. Al-Daawa har været kendt som en af de mest voldelige oppositionsgrupper i Irak, og den er flere gange blevet kaldt den irakiske version af den libanesiske gruppe Hizbollah. I 1980erne anbragte al-Daawa således bomber ved en række regeringskontorer. /ritzau/Reuters